Af Lone Nørgaard
Jeg tager afsæt i et uddrag af en af EscapeKeys artikler, der bærer overskriften THE CLEARING FUNCTION.
Først en definition på ‘The Clearing Function’ på dansk:
Den funktion, der håndhæver ’compliance’ alias overholdelse af regler og efterlevelse af retningslinjer.
Compliance benyttes som betegnelse for den proces, hvor en virksomhed eller enkeltperson forsøger at leve op til gældende krav og anbefalinger.
(Kilde: Hvad er compliance?)
***
I det følgende redegør jeg for nogle passager i afsnittet Executive Summary.
En ’clearing function’ er en port, der befinder sig mellem to parter i en transaktion, og som afgør, om transaktionen kan gennemføres [settle].
Hvem der end måtte kontrollere betingelserne for porten, kontrollerer samtidig resultatet af hver eneste transaktion, der passerer igennem porten – uden at denne person, institution, organisation mv. behøver at eje noget, behøver at være lovgiver eller behøver at have vundet et valg.
Denne model er blevet implementeret på tværs af politik, finans, handel, sundhed, miljø, uddannelse, sikkerhed, mad, energi og digital infrastruktur – hver igennem sin egen institutionelle kanal, hver især med brug af eget ordforråd [vocabulary], hver især usynlig for de andre.
Modellen er karakteriseret ved, at hver port kan befinde sig inden for en større port og selv indeholde mindre porte.
Det er den samme logik, der afvikles fra de globale over de regionale, nationale og institutionelle niveauer til enkeltindividet – hvor hvert niveau modtager sine betingelser oppefra, usynlig indefra [each level receiving its condition from above, each invisible from inside].
Igennem de seneste 130 år er der blevet opbygget en betinget aftale-arkitektur [a conditional settlement architecture] på hvert eneste økonomisk område.
Eksempel:
Udgifterne til dit boliglån bliver bestemt af Basel-kapitalkrav, af NGFS’s (Network for Greening the Financial System) klimascenarier, produceret af IASA’s (The International Institute for Applied Systems Analysis) vurderingsmodeller.
Kæden løber fra et model-institution i Østrig gennem et netværk af central’bankers’, gennem Basel-komiteen, gennem din bank, gennem din månedlige betaling – altså igennem NUL valgte institutioner.
***
THE CLEARINGHOUSE
Her et PC-oversat klip fra artiklen The Clearinghouse:
Enhver krise – reel eller ej – stiller [yields] det samme krav: Nogen må sidde i midten og finde en løsning. Krigserstatninger skal behandles, bankkonkurser skal koordineres, CO2-udledninger skal måles, pandemiindsatser skal styres.
Detaljerne ændrer sig over tid, men efterspørgslen er altid en mellemmand, der håndterer vilkårene i transaktionen mellem de involverede parter.
Denne mellemmand er et clearingcenter (min fremhævelse, LN).
Clearinghuset behøver ikke at eje noget, udføre videnskab, lave politik eller udlåne penge. Det skal blot dømme om et givent sæt standarder bliver overholdt [judge compliance]. Men over clearinghuset sidder den, der har samlet standarderne.
Clearinghuset er mekanismen, og den-der-sætter-standarderne er myndigheden — og de to er sjældent de samme personer. Og det betyder noget, fordi de mennesker – der beslutter, om dit land kan få adgang til udviklingsfinansiering, dit hus kan forsikres, din virksomhed kan låne, og om dine penge kan bruges – aldrig er blevet valgt, aldrig navngivet og aldrig har spurgt om din tilladelse.
Hvordan det så fungerer
Et clearingcenter sidder mellem to transaktionsparter og afgør, om betingelserne overholdes. I bankverdenen beslutter clearingfunktionen, hvilke betalinger der skal afregnes, og til hvilken pris.
I governance fastlægger clearingfunktionen, hvad der udløser en reaktion, og hvilken form reaktionen tager. Inden for information afgør clearingfunktionen, hvad der er misinformation og hvilke kilder, der er troværdige.
I hvert tilfælde bliver de betingelser, clearinghuset anvender, defineret andre steder — af et udvalg, en model, en traktat eller et standardfastsættende organ, som transaktionsparterne måske ikke engang vil komme til at møde.
***
ELEVEN GATES
Artiklen Eleven Gates – med lettere redigeret pc-oversat intro – giver med afsæt i tre konkrete historier en lidt mere pædagogisk indføring i ’The Clearing Function’.
EscapeKey benytter sig her af begrebet Livets træ inden for kaballah’en vist i denne illustration:
***
INTROEN
Tre personer går ind i den samme usynlige maskine en mandag morgen i 2027. En caféejer i Rotterdam, Elena, ansøger om et lån for at udvide sit køkken. En landmand i Kenya sender avocadoer til et supermarked i Hamborg. En finansminister i Ankara forsøger at finansiere en gasledning fra det Kaspiske Hav.
Ingen af dem har hørt om Livets Træ, og de vil ikke se et eneste kabbalistisk udtryk undervejs. Men alle tre vil passere gennem elleve porte i samme rækkefølge, følge samme struktur og samme logik på hvert trin.
De vil bare tro, det er sådan, markedet fungerer, eller reglerne, eller sådan tingene er.
Læs hele artiklen her – hvor konklusionen på Elenas historie lyder i lettere redigeret PC-oversættelse:
HISTORIE 1: ELENA
Elena går ud med et godkendt lån. Hun fortæller sin mand, at det gik godt, banken var hjælpsom, og at betingelserne er gode. Hun renoverer køkkenet, installerer en [fryer], fordi bankens betingelser krævede det, og indgiver kvartalsvise energirapporter, fordi aftalen kræver det.
Hun oplever alt dette som den normale omkostning ved at drive forretning.
De elleve porte, hun er gået igennem, er usynlige.
Den etiske forpligtelse, hun aldrig støttede, klimascenarierne, hun aldrig så, risikovægtningen, hun aldrig vidste eksisterede, AI-anbefalingen, som låneofficeren ikke tilsidesatte — intet af dette viser sig i hendes erfaring.
Hun fik lånet, og systemet virkede. Banken, der behandlede hendes ansøgning, præsenterede sig som hendes långiver — en kommerciel institution, der tjente hendes behov.
Dens udlånsfunktion opfylder nu arkitekturens klassifikationskrav, men Elena oplevede det som sin bank, der gjorde det, bankerne gør.
Hun er fri til at lave kaffe.
(…)
HISTORIE 2: JAMES
Så kommer vi til slutningen på James’ historie i Eleven Gates. James er landmand i Kenya og sender avocadoer til et supermarked i Hamborg.
James bliver betalt. Avocadoerne ligger på hylderne i Hamborg, hvor tyske forbrugere køber dem, måske tjekker de Rainforest Alliance 48-etiketten og føler sig godt tilpas med at købe bæredygtigt.
James bruger indtægterne til at betale sine arbejdere, holde sin certificering oppe og forberede sig til næste sæsons revision. Han ser det hele som eksportforretning — krævende, bureaukratisk, men funktionel. Global G.A.P. lignede en kvalitetssikringstjeneste, der hjalp ham med at nå det europæiske marked.
Indkøberens compliance-afdeling lignede et sourcing-team, der sikrer gode råvarer. Hver institution præsenterede sig som en service for James, men hver enkelt tjente i virkeligheden grammatikken [jf. afsnittet The Grammar dels i selve artiklen, dels anført i denne tekst efter Historie 3].
De elleve porte er usynlige. De europæiske institutioners etiske forpligtelser, satellitovervågningen af hans land, den computergenererede risikoscore, bankreglerne fastsat af komitéer i Basel — intet af dette forekommer ham som styring. Det ligner bare den måde, international handel fungerer på.
Han er fri til at dyrke avocadoer… på de fire hektar, systemet kan se.
(…)
HISTORIE 3: YILMAZ
Minister Yılmaz har brug for at finansiere en gasledning til tolv milliarder dollars fra Det Kaspiske Hav gennem Tyrkiet til den europæiske grænse.
Afslutningen lyder:
Den tyrkiske offentlighed oplever resultatet som økonomi — markedet besluttede, eller politik kom i vejen. De elleve porte er usynlige — de etiske forpligtelser, der blev skrevet på fora i London og Paris, klimascenarierne kalibreret på institutter i Wien og Potsdam, risikovægtene fastsat af komitéer i Basel, compliance-standarderne, der håndhæves gennem korrespondentbankkæder med hovedkontor i New York — intet af dette optræder i den offentlige historie.
Arkitekturen førte Tyrkiets rørledning gennem elleve porte. Ved hver port blev det samme spørgsmål stillet: Opfylder denne enhed, – med disse egenskaber, der udfører denne aktivitet, i denne jurisdiktion, under disse betingelser – den standard, systemet sammensatte ud fra den givne etik?
Ministeren er fri til at bygge rørledningen. Han har bare ikke råd til det.
(…)
THE GRAMMAR
Elenas [fryer], James’ avocadoer og minister Yılmaz’´rørledning er alle passeret gennem de samme elleve porte i samme rækkefølge.
Den etiske ramme var der allerede, før nogen af dem dukkede op. Deres identiteter blev omdannet til data, deres muligheder blev begrænsede, og alt ved dem blev oversat til systemets eget sprog.
Overvågningen indsamlede det, som de frivilligt afleverede, revisionen målte dem op imod regler, de aldrig havde skrevet, og beslutningen kom fra arkitekturen, ikke fra en enkelt person.
Styringen satte betingelser, håndhævelsen arbejdede gennem miljøet snarere end via direkte ordrer, og pengene flyttede kun, hvis alt opad [i systemet] var på plads.
Og resultatet føltes som frihed — friheden til at vælge en elektrisk [fryer], dyrke fire hektar, der opfylder reglerne, eller planlægge en rørledning, man ikke har råd til at bygge. Ved hver port føltes restriktionen som omsorg — Elena blev beskyttet mod klimarisiko, James fik hjælp til at nå bæredygtighedsstandarder, ministeren blev styret mod renere energi.
Arkitekturen ligner ikke et bur. Det ligner en vugge.
Grammatikken er den samme uanset skalaen. Et cafélån og en statsobligation går gennem samme form. Det, der ændrer sig, er højden — fra én banks risikomotor til Basel-komitéen, fra én købers compliance-platform til EU’s afskovningsforordning, fra én kreditmedarbejders anbefaling til NGFS-klimascenarierne.
På hvert niveau udfører tre grupper det samme job: Tænkelaget [magthaverne] sætter standarden, før kontrollaget begynder at arbejde. Kontrollaget filtrerer uden at eje beslutningen, og folkene indeni oplever resultatet som ’bare den måde, tingene fungerer på’.
Det er det, der gør det rekursivt. Hvert niveau indeholder et komplet system, og hvert system kører den samme grammatik. Og akademikere havde allerede formaliseret grammatikken i kontrolteori ved hjælp af kategoriteori og kybernetik, år før nogen byggede den infrastruktur, der nu driver det.
Formaliseringen forårsagede ikke implementeringen — kontrolproblemet forårsagede begge dele. Enhver, der bygger et komplet styringssystem for komplekse menneskelige aktiviteter, vil ende med denne form, fordi det er den form, problemet kræver.
Elena, James og minister Yılmaz behøver ikke kende formen — de bor inde i den.
Arkitekturen behøver ikke deres forståelse, den har brug for deres data, og de afleverer dem frivilligt og kontinuerligt uden at indse, at det er det, systemet bruger til at finde ud af, hvad de må gøre.
De elleve porte er åbne. Spørgsmålet er, hvad de tjekker for, og hvem der har skrevet reglerne, de tjekker imod.
Ingen spurgte Elena, James eller ministeren. Og ingen vil heller spørge dig.
***
Yderligere links:
***
***
#488 Escape Key: Understanding the Systems That Rule Our World
***