ER ISLAM BARE EN RELIGION?

Islamisk lov udspringer kun af islams bøger og klassiske, uforanderlige tolkninger af dem.
Shares 133

Det er en udbredt antagelse, at islam bare er en religion mere, på linje med hinduisme, taoisme og kristendom. Men det er en stor fejl at dække islam med denne vestlige forståelse af ’religion’. Henrik Ræder Clausen undersøger sagen.

Kommentar af Henrik Ræder Clausen

Af historiske grunde er det normalt at betragte islam som blot endnu en religion, der af en eller anden grund dominerer i Mellemøsten og Nordafrika. Og enhver er naturligvis fri til at vælge og udøve sin religion, privat og personligt. Men hvad nu hvis religionen rummer et totalitært politisk system, eller mere radikalt – at det religiøse aspekt blot er en begrundelse for et politisk system?

For at undersøge det, må vi se nærmere på, hvordan islamiske ledere forklarer islam. På Islamweb.net finder man denne åbenhjertige forklaring af, hvad islam er:

Islam is a complete and comprehensive way of life leading to a balanced way of living. Islam brings civilization and happiness to man. Islamic principles and teachings can provide realistic, fair and objective solutions to the prevention of individual, familial, social and international problems which are threatening the existence of human communities throughout the world.

På dansk:

Islam er en komplet og altomfattende måde at leve på, der fører til en afbalanceret livsstil. Islam gør mennesket civiliseret og lykkeligt. Islamiske principper og belæringer kan bringe realistiske, rimelige og objektive løsninger, der forebygger de individuelle, familiemæssige, sociale og internationale problemer, der truer eksistensen af menneskelige samfund verden over.

Det lyder smukt, men står i skærende kontrast til virkeligheden i samtlige islamiske lande. Det står særlig klart for dem af os, der har rejst eller levet i et islamisk land, men det er også nemt at finde i de gamle medier: Islamiske lande ligger systematisk i bunden, hvad angår levestandard, videnskab, uddannelse, menneskerettigheder, kvinders ligestilling, sundhed, industrialisering, frihed og andre parametre for civilisation og lykke. Der er meget her, der ikke hænger sammen.

Er islam totalitært?

Det kan være svært at definere begrebet ’totalitært’, for det har været misbrugt politisk i stort omfang. Mange regimer er blevet beskyldt for at være ’totalitære’, men det eneste, der brugte ordet om sig selv, var det fascistiske Italien, der lovede at tage sig af borgernes behov fra vugge til grav. Carl J. Friedrich pegede i 1956 på disse fællesnævnere for totalitære samfundssystemer:

  1. En officiel ideologi, som alle skulle underkaste sig, og som sigtede mod at skabe “et nyt menneske” og løfte menneskeheden op på et højere stade;
  2. Et eneste masseparti almindeligvis ledet af én person, hierarkisk organiseret og enten stående over eller infiltreret i bureaukratiet;
  3. Absolut monopol på militær magt;
  4. Et næsten absolut monopol på massekommunikationen;
  5. Et politisystem baseret på fysisk og psykisk terror;
  6. Central kontrol med og ledelse af hele samfundsøkonomien.

Islamiske stater opfylder disse punkter i varierende grad. Iran opfylder det åbenlyst, og Tyrkiet under Erdogan er gået i denne retning i mange år. Egypten har bevæget sig frem og tilbage, mens Syrien stædigt fastholder retten til at have et sekulært regime.

Sharia – et totalitært lovsystem

Her er et vigtigt at vide, hvad der styrer detaljerne i et islamisk samfund: Det gør Sharia. Dette lovsystem, der betragtes som guddommeligt og uforanderligt, er samtidig teokratisk, udemokratisk og altomfattende. Islamiske politiske partier, der arbejder for ”Frihed og retfærdighed”, uddyber disse begreber som ”Frihed fra menneskeskabte love” og ”Retfærdighed er Sharia”. Som den Europæiske Menneskeretsdomstol slog fast i 2003, er dette fundamentalt uforeneligt med demokrati og menneskerettigheder.

En person, der har nået puberteten og er ved sine fulde fem, og forlader islam, fortjener at blive dræbt. (Reliance o8.1)

Det er ikke svært at definere Sharia. Det er klassisk islamisk lov, nedskrevet i manualer som ”Reliance of the Traveller”, anerkendt af islamiske autoriteter som Al-Azhar Universitetet i Cairo og International Institute for Islamic Thought i USA. Læser man Reliance eller tilsvarende lovbøger, står det klart at islamisk lov er altomfattende (totalitær), uforanderlig (ikke-demokratisk) og i strid med både FN’s og EU’s definitioner af ’menneskerettigheder’.

Islam som sådan opfylder punkt 1 (se ovenfor), punkt 2 (Kalifatet skal være ledet af en kalif), punkt 3 (Kalifatet har dette monopol). Punkt 4 er uklart, fordi islam er ældre end massekommunikation, men erfaringerne fra rent islamiske lande som Iran peger i den retning. Punkt 5 opfyldes af islamisk politi, Irans ’Revolutionsgarde’ og lignende.

Punkt 6, kontrol med samfundes økonomi, er sværere at vurdere, da det ikke har været direkte omfattet af traditionel islamisk lov. Sharia-finans, der stammer fra Pakistans Mawdudi i 1960’erne, er et forsøg på at udvide islams kontrol til at omfatte økonomien. Traditionelt har en stor del af økonomien i islamiske lande – ikke mindst det Osmanniske Imperium – været drevet af ikke-muslimer (jøder og kristne), der blev hårdt kontrolleret og beskattet af de islamiske herskere. Så tendensen vejer mod et ’Opfyldt’.

Hvad siger dansk lov?

Grundlovens § 67 lyder:

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Umiddelbart skulle man tro, at det uden videre udelukker fortalere for Sharia fra at blive anerkendt som religiøse forkyndere, men ”sædeligheden eller den offentlige orden” er svært at definere. Men det er ikke urimeligt at lade det omfatte menneskerettigheder, og i den tolkning er arbejde for Sharia ikke anerkendelsesværdigt som religiøst.

Kirkeministeriet har en ganske detaljeret redegørelse for, hvad der skal til for at blive anerkendt som trossamfund ifølge Grundlovens bestemmelse. Der står blandt andet:

Selv om ansøgere opfylder retningslinjernes bogstav, kan man ikke forvente en automatisk godkendelse. Det er ikke alt, der ligner religion, der er religion. Det gælder f.eks. totalitære politiske systemer […]. Sådanne kan rumme religiøse træk […], apokalyptiske forventninger (Vestens fald), frelselsestanker […]. Sådanne religionslignende organisationer vil ikke kunne forvente godkendelse som trossamfund.

Da både klassiske og moderne islamiske kilder beskriver islam som altomfattende (totalitært), og praksis i islamiske lande bekræfter det, er der en væsentlig hindring for at anerkende islamiske organisationer under Grundlovens bestemmelser. Islamistiske organisationer og forkyndere, der fremmer Sharia og arbejder for at omstyrte vestligt demokrati og frihed, arbejder poltisk for et totalitært system, og bør derfor ikke anerkendes som religiøse forkyndere.

Kirkeministerites bestemmelse siger også:

Derudover betragtes det som en forudsætning, at godkendte trossamfund i lighed med det øvrige samfund respekterer menneskerettighederne, navnlig religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion eller til at fravælge religiøs tilknytning.

Her lades alt håb ude for organisationer og personer, der på nogen måde arbejder for at fremme Sharia. For i Reliance of the Traveller afsnit o8.1 står der:

When a person who has reached puberty and is sane voluntarily apostatizes from Islam, he deserves to be killed.

På dansk:

En person, der har nået puberteten og er ved sine fulde fem, og forlader islam, fortjener at blive dræbt.

Afsnit o8.4 understreger, at det er straffrit at dræbe en person, der har forladt islam. Det er der enighed i blandt alle fire Sunni-lovskoler (Maliki, Hanbali, Hanafi og Shafii), og i Shia-islam. Det udføres ved en ’Takfir-erklæring’, og den frafaldne kaldes derefter en ’murtad’.

Dette er kun et punkt af mange, der fortjener en grundig analyse af de danske myndigheder. Konsekvent fordømmelse af ikke-muslimer (særligt jøder og kristne), manglende respekt for kvinders ligestilling og opfordring til drab for islams skyld er tre andre væsentlige problemer, der bør analyseres grundigt på basis af islams skrifter og Muhammeds livshistorie, for at sikre forenelighed med Grundloven, Kirkeministeriets bekendtgørelse og menneskerettighederne.

Konklusion:

Islam har så omfattende juridiske og politiske aspekter, at det er nødvendigt at vurdere dem adskilt fra de religiøse. Klassisk islamisk lov og islamiske skrifter rummer væsentlige problemer, der bør forhindre fundamentalistiske islamiske organisationer og prædikanter at blive anerkendt som ’religiøse’ i Danmark. Problemerne er veldokumenterede i skrifterne og åbne for en objektiv analyse. For at islamiske organisationer og prædikanter kan anerkendes under dansk lov, må de åbent og offentligt tage afstand fra de dele af islamisk lov og tradition, der er i strid med demokrati og menneskerettigheder.

Var du glad for denne artikel? Vil du gerne have mere at samme slags? Så giv forfatteren en belønning på MobilePay:

Kilder:

European Court of Human Rights on Shari’ah Law:
https://wikiislam.net/wiki/European_Court_of_Human_Rights_on_Shariah_Law

Danmarks Riges Grundlov:
https://www.grundloven.dk 

Vejledende retningslinjer til Godkendelse som trossamfund eller menighed
http://www.km.dk/fileadmin/share/kursus/Vejledning_om_godkendelse_af_trossamfund.pdf

What does Islam teach about Apostacy:
https://www.thereligionofpeace.com/pages/quran/apostasy.aspx

Shares 133

Comments

comments