Af Lone Nørgaard.
”Regeringens forslag til ny tryghedslov kan føre til forbud mod demonstrationer.” Således kan jeg læse i Arbejderen, der karakteriser sig som Danmarks eneste røde dagblad. I parentes bemærket må det selvportræt siges at være en sandhed med modifikationer.
Med den til en side er der langt om længe lys for enden af corona-tunnelen. Covid-19 er nemlig det sidste år blevet brugt systematisk til at disciplinere danskerne til at acceptere indgreb i grundlovssikrede rettigheder. Men nu kan ALLE kræfter – højre, venstre, røde, blå, regnbuefarvede, fædrelandskærlige og globalist-sympatisører – endelig slutte sig sammen i et massivt modspil til Mao-Mette & hendes raske svende blandt det store, store, store flertal af MF’ere.
Frihed [ikke mindst fra statstyranni] er det bedste guld, og et lovforslag mod såkaldt “utryghedsskabende adfærd” er så langt ude, så ingen med en flig af sund fornuft og frihedstrang i behold kan bakke op om udspillet. For HVEM skal lige definere denne interessante nye sproglige konstruktion i stats-diskursen?
Fy-føj, hvor noget, vi har hørt om før i historien, er ved at blive lusket ind ad bagdøren fedtet ind i plusordet ‘ tryghed’ som det mantra, der skal få borgerne til at bøje nakken og æde deres trældom?
***
Teksten blev trykt som læserbrev i EkstraBladet d. 24.4.21 – i lettere barberet udgave. Kursiveringerne i ovenstående markerer, hvad debatred. har redigeret fra:
Noget luskes ind
‘Regeringens forslag til ny tryghedslov kan føre til forbud mod demonstrationer.’ Sådan kan jeg læse i Arbejderen.
Med den er der langt om længe lys for enden af corona-tunnelen.
Covid-19 er nemlig det sidste år blevet brugt systematisk til at disciplinere danskerne til at acceptere indgreb i grundlovssikrede rettigheder.
Men nu kan alle kræfter – højre, venstre, røde, blå, regnbuefarvede, fædrelandskærlige og globalist-sympatisører – endelig slutte sig sammen i et massivt modspil til Mette Frederiksen og hendes raske svende.
Frihed er guld, og et lovforslag mod ‘ utryghedsskabende adfærd’ er så langt ude, at ingen med fornuft og frihedstrang i behold kan bakke op om det. For hvem skal definere denne interessante nye sproglige konstruktion i stats-diskursen?
Fy-føj, hvor noget er ved at blive lusket ind ad bagdøren fedtet ind i plusordet ‘ tryghed’ som det mantra, der skal få borgerne til at bøje nakken og æde deres trældom?