Af Lone Nørgaard
4½ stjerner ud af 6
——————————————————————————————–
FLY ME TO THE MOON er ikke bare navnet på en kendt schlager, men også titlen på en ny storfilm instrueret af Greg Berlanti (født 1972).
Han er kendt som både manuskriptforfatter, producer og instruktør på en lind strøm af tv-serier, bl.a. ”Everwood”, ”Blindspot”, ”Supergirl” og ”The Flight Attendant”.
I 2000 debuterede Berlanti som filminstruktør med ”The Broken Hearts Club”, og hans seneste spillefilm som instruktør var ”Love, Simon” (2018).
”Fly Me to the Moon” byder på to af de for tiden hotteste Hollywood-navne i hovedrollerne: Scarlett Johansson og Channing Tatum og med Woody Harrelson i en større birolle.
Handling
Tidspunktet er slut-tresserne, hvor NASA kæmper for at skaffe midler til den planlagte månelanding annonceret af Præsident Kennedy i en tale i 1962. På grund af et noget blakket image efter den katastrofale ulykke med Apollo 1 i 1967, hvor tre astronauter omkom under en øvelse, kniber det med både finansiering og politisk opbakning.
På højeste niveau bliver det derfor besluttet at hyre markedsføringsguruen Kelly Jones (Scarlett Johansson), så månelandingsprojektet kan sælges til det amerikanske folk og komme på alles læber. Hun er kendt – eller måske snarere berygtet – for ikke at sky noget middel for at komme i mål med sine opgaver. Fx fingerer hun et svangerskab i 8de måned, fordi det fiktive moderskab passer perfekt ind i et reklamefremstød.
Chefen for månelandingssprogrammet, den tidligere pilot Cole Davis (Channing Tatum) får lidt af et chok, da det går op for ham, at et samarbejde med Kelly ikke står til diskussion. Han bryder sig bestemt ikke om hendes metoder. Gang på gang forsøger han at sætte foden ned for hendes manipulationer og gradbøjninger af sandheden.
Grænsen mellem løgn og sandhed er imidlertid ikke-eksisterende i sagens tjeneste. Således hyrer Kelly skuespillere til at agere Cole og hans mest betroede NASA-ingeniører, for som hun anfører: Når Cole ikke selv vil lade sig interviewe og heller ikke tillade, at hans nærmeste medarbejdere stiller op, så må der sættes dubleanter ind.
Eftersom præsidenten (såvel Kennedy som Nixon) har stillet folket en månelanding i udsigt, sidder Kelly med alle trumferne på hånden. Cole må rette ind i, og hen ad vejen begynder han så småt lidt bedre at forstå såvel Kellys talenter som nødvendigheden af at gå på kompromis.
Vurdering
Hold da op! Jeg var ved at falde ned af sædet flere gange undervejs. Var det virkelig en Hollywood-film, der satte spørgsmålstegn ved, om månelandingen overhovedet har fundet sted. Hvad stadig mere tyder på, at den ikke har. At den var en psy-op (læs fx her og her og her).
Nej, selvfølgelig ikke. Så langt kan man selvsagt ikke gå i den orkestrerede Hollywood-propaganda-industri, og når filmen alligevel udløser stjerneregn til trods for den obligate ’predictive programming’, hænger det sammen med, at action-komedien er både underholdende og dygtigt håndværk. Instruktøren har styr på sin værktøjskasse (kameraføring, klipning, musik mv.) og trykker stort set på alle de rigtige knapper.
Undervejs får enkelt-replikker og scener dryppet sandhedskorn, ikke mindst i forhold til hvordan presse(rådgivere) og mainstreammedier ikke holder sig tilbage fra at manipulere skamløst med deres stof.
Træerne vokser ikke ind i himlene. Woke-manualen stikker indimellem sit grimme fjæs frem med den sædvanlige tjekliste: X antal sorte, X antal homoseksuelle, og stærk, handlekraftig kvinde, der kan gå på vandet og naturligvis er smartere end (hvide) mænd.
Manualen glider dog så nogen lunde ned i den slankede udgave, for selv om manus ikke holder for et nøjere troværdigheds-eftersyn – det gør et Hollywood-manus aldrig – rider dialogen klar af de værste faldgruber alias klichéer. De to hovedpersoner ender faktisk med næsten at blive rigtige mennesker frem for skabeloner.
Endskønt Scarlett Johansson er ude over vårharestadiet (39 år – det er gammelt for en hunkøns-stjerne i Hollywood-filmindustrien), er hun stadig en meget smuk kvinde og gør de mange tidstypiske elegante dragter, kjoler, jakker, nederdele og buksesæt, der smyger sig om hendes yppige krop, til en fryd for øjet.
At Channing Tatum så afgjort ikke har problemer med at konkurrere med hende på den seksuelle markedsværdi-skala – også selv om han stort set kun optræder i gyselige t-shirts – tæller også på plussiden. Skønhed er aldrig at foragte.
Propaganda er ”Fly Me to the Moon” – ingen tvivl om den sag – men indpakket en hel del mere intelligent end sædvanligt.
————————————————————————————————-
Længde: 132 minutter
- Medvirkende: Scarlett Johansson, Channing Tatum, Ray Romano, Woody Harrelson m.fl.
- Instruktør: Greg Berlanti
- Manus: Rose Gilroy
- Censur: Tilladt for børn fra 11 år
- Premieredato: torsdag d. 11. juli
(Anmeldelsen skulle have været bragt i Den Korte Avis på premieredatoen, men er blevet afvist. Så vidt ytringsfriheden på de såkaldt alternative medier).