EN VANSKELIG KONSERVATIV SEJR I ØSTRIG

Elisabeth Sabaditsch-Wolff og Østrigs parlament

Vores østrigske korrespondent Elisabeth Sabaditsch-Wolff har fulgt søndagens valg i Østrig tæt, og giver denne opsummering af resultatet og konsekvenserne. Oversat og let udvidet af Henrik Ræder Clausen, original på Tundra Tabloids.

Blot få timer efter at de sidste stemmer kom i hus, stod det klart, at det konservative Østrigske Folkeparti sejrede stort. Det er også et klart signal til EU-eliten om, at dens tidligere metoder er forældede – udenlandsk politisk pres på Østrig fungerer ikke længere.

Nok er valget i Østrig overstået, men det er kun begyndelsen på den rigtige kamp, der går dybere, end det umiddelbart ser ud til. Først og fremmest er det langt fra sikkert, at ÖVP-lederen Sebastian Kurz faktisk bliver kansler. Til gengæld er det overvældende sandsynligt, at Frihedspartiet (FPÖ) vil deltage i den kommende regering. Og her vil det være en fordel for FPÖ at nøjes med at blive tredjestørst. Og hvorfor nu det? Fordi det giver FPÖ den bedste forhandlingsposition; der står flere forskellige muligheder til rådighed.

Foreløbigt resultat:
ÖVP: 31,7 %
SPÖ: 26,8 %
FPÖ: 25,9 %


ÖVP-leder Sebastian Kurz er ikke i en specielt gunstig situation, for han har ikke andre realistiske muligheder end en koalition med FPÖ. Men hvis FPÖ kan få flere af sine mærkesager igennem ved at danne regering med SPÖ, vil Kurz blive til en parentes i østrigsk politik. Det er også værd at vide, at der er mistillid mellem FPÖ og ÖVP – en meget dyb mistillid. Det kan ikke tages for givet, at han bliver Østrigs nye regeringsleder. Han vandt valget, men ikke så stort som han havde håbet på. Det endelige resultat foreligger i øvrigt først torsdag d. 19. oktober.

Kurz’ lave alder (han er blot 31) kan også være et problem. Som relativt uerfaren toppolitiker kan han vise sig svag overfor internationalt pres, og det gør det ikke bedre, at han er medlem af den Soros-finansierede organisation ”European Council on Foreign Relations”. Konservative katolske kredse er dybt uenige med Kurz og ÖVP i den meget aktive østrigske debat om adgang til abort.

Et andet problem for at samarbejde med ÖVP er ytringsfriheden, som partiet ønsker indskrænket. Det vil Frihedspartiet under ingen omstændigheder acceptere. Endelig er der den nye østrigske lov om islam, der har vist sig at være have utallige problemer. ÖVP var gjort opmærksom på de mange konkrete problemer i loven, men stemte alligevel for den. Siden er det blevet almindeligt anerkendt, at loven var katastrofalt dårligt udformet, så den ikke løser de problemer, det var hævdet.

Men det er endnu mere usandsynligt, at ÖVP vil fortsætte den tidligere koalition med Socialdemokraterne. ÖVP gik til valg på ’forandring’, og valgresultatet var et skarpt ’Nej’ til at lade den gamle koalition arbejde videre. Dermed har Kurz reelt kun to muligheder: Enten et ’ægteskab’ med FPÖ, der vil tage sig meget godt betalt, eller at gå i opposition – hvilket sandsynligvis også vil køre Kurz’ politiske karriere ud på et sidespor.

De mindre partier havde et skidt valg og får næppe betydning for regeringsdannelsen. De grønne gik til valg på åbne grænser og mere indvandring – og står i øjeblikket til at ryge ud af Østrigs parlament. Partiet ”Nyt Østrig – Liberalt Forum” (NEOS) fik omkring fem procent af stemmerne, men kan næppe regnes med til den konservative fløj, undtagen i deres holdning til økonomi og erhvervsliv. Socialt er de meget liberale, og de er erklærede tilhængere af at omdanne EU til Europas Forenede Stater.

Så der forhandles intenst i Wien i disse dage, hvor de tre store partier arbejder på at få deres mærkesager skrevet ind i et nyt regeringsgrundlag. Det giver også stor nervøsitet i EU: I sin tidligere rolle som udenrigsminister lukkede han den såkaldte Balkan-rute for immigranter fra Syrien, og i valgkampen har han lovet mange initiativer til at begrænse indvandring og islamisk indflydelse. Bliver han kansler, kan han kræve, at EU også standser flygtningestrømmen over Middelhavet. Og bliver Frihedspartiet regeringspartner, kan Østrig få Norbert Hofer som udenrigsminister. Sker det, kan Østrig udvikle sig til lige så stort et problem for EU som Polen og Ungarn.

Comments

comments