Af Parth Satam.
Indien, Rusland og Iran gør forretninger gennem The International North–South Transport Corridor (INSTC) korridoren, mens New Delhi ønsker at unddrage sig amerikansk pres.
Den nye handelsvej skal gøre det muligt at transportere russiske varer fra Astrakhan mod en havn i det sydlige Iran til destinationen Jawaharial Nehru havnen i Mumbai. Jawaharlal Nehru Port Authority i Mumbai (JNPA), en del af den internationale nord-sydlige transportkorridor (INSTC), og markerer Indiens første skridt henimod at slutte sig til den nye akse Rusland-Iran-Indien.
Dette kommer på tværs af forholdet mellem Indien og USA, som allerede slår revner pga. Indiens stigende oliehandel med Rusland og landets afvisning af at tilslutte sig den vestlige kritik af Moskva. Dertil kommer, at Indien står sammen med Kina i det, de ser som et ensidigt pres fra USA, der vil have Indien til at tage parti i den geopolitiske rivalisering mellem Rusland og USA.
Skiftende alliancer og pragmatiske arrangementer
En del af den internationale korridor (INSTC), der går Nord-Syd, og som forbinder markederne i Rusland, Iran og Asien, bør betragtes i en bredere sammenhæng med skiftende alliancer og pragmatiske arrangementer, som hovedsageligt har været styret af økonomisk usikkerhed under Corona-krisen og sanktionerne mod Rusland.
Darius Jamali, direktør for den iransk-russiske fællesterminal i Astrakhan, forklarer det således: De udgående lastninger kan være to 40 fods containere af trælameller med en samlet vægt på 41 tons, som bliver lastet i Sankt Petersborg med destination Astrakhan, hvor de bliver lastet om i havnen i Solyanka.
Når de krydser Det Kaspiske Hav, vil de nå den iranske havn Enzeli, hvorefter de sendes videre mod Syd til Bandar Abbas, og endelig som den sidste etape af rejsen til Jawaharlal Nehru i Mumbai (eller Nhava Sheva).
Samtidig ser det ud til, at Iran fremmer sit eget parallelle regionale projekt i form af Khaf-Herat jernbanen.
Det er en forkortelse af rejsen fra 40 til 25 dage, idet den tillader at undgå den længere rejse gennem Suezkanalen og dermed en reduktion af forsendelsesomkostningerne med 25%, som er vigtig i den aktuelle kontekst med stærk inflation.
“Teheran og New Delhi er enige om nødvendigheden af at respektere de forskellige religioner og de islamiske helligdomme” skrev Amir-Abdollahans på Tweet, og han tilføjede, “men Iran og Indien er besluttet på at køre deres forhold på et højere plan”.
Udenrigsminister Jaishankar og andre ansvarlige fra Indien var glade for at møde premierminister Modi for at fremme deres bilaterale strategiske dialog, og Teheran og New Delhi blev enige om at respektere de forskellige religioner.
Samme dag under en telefonsamtale mellem Putin og Raisi blev der indgået en aftale om at igangsætte et “fælles projekt inden for økonomi og handel” oplyser Kreml i en erklæring.
Indien
Tidligere havde Indien kontraproduktivt forsøgt at bygge nogle regionale koalitioner. Da den strategiske alliance med USA var på sit højeste i 2020, kunne Indien ikke opnå de økonomiske vilkår for Chabahar projektet1 pga. de amerikanske sanktioner mod Iran over atomaftalen under Donald Trumps administration.
Indiens erklærede mål om at nå Centralasien (via Chabahar) kunne ikke nås på grund af vestligt pres. (Da briterne for 73 år siden forlod området, havde de opdelt subkontinentet i Central- Syd- og Vestasien for at begrænse Sovjetunionens indflydelse i regionen).
Indien havde en landegrænse med Iran og Afghanistan, men en omfattende plan for at trænge ind i Centralasien ville have været farlig for søfartsmagterne. Integrationen af jord gennem den naturlige kontinuitet i de enorme eurasiske landmasser undergravede de maritime handelsruter, som historikere mener var et vigtigt redskab for det vestlige kolonistyre.
I dag opretholder Indien sine forbindelser med Pakistan på et acceptabelt niveau, og retorikken om dets støtte til Kashmir-militsen og statsløse terrorister er næsten fraværende hos de politiske ledere.
Dette bringer også Taliban ind i billedet (forbudt i Rusland – red. anm.), men der er et tegn på, at Indien deler de regionale synspunkter i Centralasien, Rusland, Iran og det vestlige Asien og accepterer Talibans eksistens som en politisk realitet. Det vil også være en heksekedel af holde styr på.
I mellemtiden bemærker USA’s allierede, at Washington er i gang med at udvikle et mere og mere protektionistisk projekt uafhængigt af ideologiske, republikanske eller demokratiske overbevisninger, som ikke kommer dem til hjælp i tilfælde af konflikt.
Skiftende holdninger i Israel og Iran
Ændringerne i de globale alliancer, som er fremprovokeret af konflikten mellem Rusland og Ukraine, kan ses i skiftende holdninger i Israel og Iran, hvor de har vaklet mellem sympati for russisk og for USA.
For eksempel er Israel gået fra at være Putins privilegerede mellemmand, som kanaliserede hans ideer til Europa, USA og Ukraine i konfliktens første dage, til at rette alvorlig kritik mod Moskva til gengæld for, at USA blokerer for forhandlingerne om det franske atomprogram.
I marts forsøgte USA desperat at afslutte en aftale for at sikre supplerende forsyninger af iransk olie og sænke prisen på olie globalt.
Iran så derefter en mulighed for at flirte med USA for en tid og bevægede sig væk fra “sit sving mod Øst” for at modstå de ødelæggende sanktioner fra USA, som var til skade for et voksende samarbejde med de store eurasiske magter. Det er nu vendt tilbage hvor det kom fra med en hård kurs over for USA, efter at USA havde lagt pres på Iran og blokeret for forhandlingerne under pres fra Israel. [se Irans atomaftale med Vesten]
Iran og Indien
Iran og Indien har også konstateret, at præsident Biden og forsvarsminister Lloyd Austins kommentarer (“den mand kan ikke blive ved magten”, “målet er at svække Rusland”) peger på, at det drejer sig mere om USA’s konfrontation med Moskva og ikke om at forsvare Ukraine i krigen (ved stedfortræder) støttet af USA.
Ruslands succes i Marioupol, hvor mere end 2000 neonazistiske krigere har overgivet sig i Azovstal stålværket og det aktuelle daglige tab af “100 ukrainske soldater” i Donbas ifølge Zelensky selv, forudsiger tilsyneladende en sejr for Rusland (alt efter, om krigen så stopper her eller bliver vedligeholdt ved hjælp af lejesoldater).
I øvrigt har Indien endnu ikke fuldt ud tilsluttet sig den russisk-iransk-kinesiske akse, hvilket Indiens tilslutning til gruppen Israel-Indien-USA-De Arabiske Emirater (UAE) (I2U2)2 viser, hvor Israel og UAE deler en indbyrdes mistillid til Iran.
De styrkede bånd mellem Indien og Emiraterne, hvor sidstnævnte gav udtrykt for deres forargelse over nogle kontroversielle kommentarer fra den suspenderede BJP3 talsmand, Nupur Sharma, og de spændte forhold mellem Emiraterne og Israel efter Abraham-aftalerne4 i 2020, og Washingtons desperate forsoning med Abu Dhabi for at få sat produktionen af olie op, efter at denne var blevet indigneret over, at USA ikke havde fordømt Husis angreb, som var støttet af Iran, gjorde perspektiverne endnu alvorligere.
——————
Kilde:
https://katehon.com/ru/article/znakovyy-torgovyy-marshrut
https://reseauinternational.net/naissance-dune-route-commerciale-historique/
1) Chabahar projektet: Its plan is to use Chabahar port as the gateway to Central Asia and to maintain the Bandar Abbas port, which currently handles 85% of Iran’s seaborne trade, as a hub for trade with Russia and Europe
2) The I2U2 Group is a grouping of India, Israel, the United Arab Emirates, and the United States.
3) Bharatiya Janata-Partiet
4) Abraham-aftalerne er en fælles erklæring mellem Israel, De Forenede Arabiske Emirater og USA, indgået den 13. august 2020.