Af Lone Nørgaard
*** 3 stjerner ud af 6
———————————————————————————————–
Jeff Nichols (1978) hedder den amerikanske instruktør bag THE BIKERIDERS. Andre titler i hans karriere er Shotgun Stories (2007), Mud (2012), Midnight Special (2016) og Loving ( 2016).
”The Bikeriders” er baseret på en bog skrevet af fotojournalisten Danny Lyon, mens han rejste rundt med biker-gruppen The Chicago Outlaws Motorcykle Club fra 1963-67.
I filmen interviewer Danny (Mike Faist) de forskellige medlemmer af motorcykelklubben ’The Vandals’, bl.a. Bennys kæreste Kathy (Jodie Comer). Igennem hendes øjne får vi indblik i biker-kulturen, og hvordan det siden i livet er gået medlemmerne.
Handling
Tiden er slut-60’erne, stedet Midtvesten i USA. En gruppe unge og yngre mænd er søgt sammen i biker-klubben ’The Vandals’, hvor de ikke bare kører på store motorcykler, men drikker sig i hegnet og slås for et godt ord.
Lederen Johnny (Tom Hardy) skiller sig lidt ud. Han er ældre, har familie og fast arbejde, og så styrer han medlemmerne med hård hånd i klub-hierarkiet. Anfægter nogen hans status, bliver udfordreren mødt med spørgsmålet: Næver eller kniv?
Men Johnny er ved at blive (for) gammel og vil derfor gerne overdrage førertrøjen til Benny (Austin Butler), der er begavet med en særlig karisma, og som alle respekterer og beundrer.
Også Kathy falder for hans udstråling. Hun kommer tilfældigt ind i miljøet, men bliver hængende på grund af Benny. De bliver gift, men da hans medlemskab af biker-klubben gang på gang får ham i karambolage med politi og myndigheder, forsøger Kathy at overtale ham til at forlade klubben.
Benny vil under ingen omstændigheder opgive sin frihed, og faderfiguren Johnny trækker også i ham fra den anden side. Johnnys ønske om at bevare ’The Vandals’ overtrumfer alt, også selv om det betyder, at klubben bliver skubbet i retning af narkohandel og anden kriminalitet.
Vurdering
Filmen er bygget op med Kathy som central figur. Begivenhederne er først og fremmest set fra hendes synsvinkel. Hun bliver undervejs interviewet af Danny, og mens hun fortæller, får vi flashbacks til de berettede hændelser. Denne fortællestruktur fungerer – og med en lidt overraskende slutning.
Der bliver spillet godt i de tre hovedroller, ikke mindst af Jodie Comer, der har fin dækning for sin figur. Karismaen a la Marlon Brando hos Austin Butler er nu lidt svær at få øje på, så påstanden om kærlighed-ved-første-blik holder ikke ganske.
”The Bikeriders” skal have ros for et præcist tidsbillede, hvor der er lagt kræfter i at genskabe tidstypiske detaljer ved bygninger, biler, boligindretning, musik, tøj m.m.
Med det sagt er jeg meget lidt begejstret for denne film. Der er alt for mange scener, der svælger unødigt i vold og aggression, og jeg kan ikke frigøre mig for en grim mistanke om (en vis) predictive programming.
Måske ser jeg syner, men i min optik bliver ”The Bikeriders” indirekte et angreb på hvide mænds maskulinitet. De fleste bliver fremstillet som unødigt rå, voldelige, aggressive, smådumme, småperverterede, infantilt eksplosive og afstumpede.
Selvsagt er der tale om en bestemt subkultur med unge og yngre mænd, der lever på kanten (jf. klubnavnet ’Vandalerne’), men alligevel.
Læg hertil, at Klaus Schwabs våde drømme om, at vi skal til at spise insekter, er indsmuglet i denne film: Et af klubmedlemmerne elsker at spise insekter!
Som altid: Tag ikke mine ord for gode varer, så tjek selv. Især da filmen har fået intet mindre end 7.2 på International Movie Data Base.
—————————————————————————————————
Længde: 116 minutter
- Medvirkende: Jodie Comer, Austin Butler, Tom Hardy, Mike Faist m.fl.
- Instruktør: Jeff Nichols
- Manus: Jeff Nichols
- Censur: Tilladt for børn fra 15 år
- Premieredato: torsdag d. 11. juli
(Anmeldelsen har været bragt i Den Korte Avis)