EN ANDEN “SANDHED” OM SYRIEN

HenrikRClausen3.JPG

Hvad sker der egentlig i Syrien?

Krigen i Syrien har nu varet i over fem år, og følger man de gamle mediers dækning, er det nærmest umuligt at forstå, hvad der faktisk foregår, og hvem der holder med hvem i det rodede billede. Det vil denne artikel se på, og aflive nogle myter om det blodige kaos – baseret på kilder, der af visse regeringer ville blive fordømt som #FakeNews propaganda, fordi de er tæt på begivenhederne.

Det er ikke en borgerkrig

Krigen i Syrien startede med optøjer i marts 2011, som regeringen slog brutalt ned på. Det førte til massedemonstrationer i løbet af sommeren 2011, og derefter til væbnet oprør. Men da det ikke førte til regeringens fald som i andre lande ramt af det såkaldte ”Arabiske Forår”, og den folkelige opbakning til kampene ikke rakte alt for langt, stod oprørerne i en vanskelig situation: Skulle de give op, eller skulle de trække på hjælp fra udlandet?

Heldigvis for krigens fortsatte eksistens var hjælpen nær: Tyrkiet, Saudi-Arabien, Qatar og USA var alle interesserede i at vælte Syriens regering, og iværksatte derfor både offentlige og hemmelige programmer for at styrke oprøret og gøre det til en egentlig krig. Officielt blev der leveret ikke-dræbende hjælp til krigen, uofficielt tunge våben og træning i stort omfang. Radikale moskeer rundt om i Europa (Grimhøjvej Moskeen er et eksempel) motiverede unge muslimer til at drage i krig for ”Allahs Sag” (Jihad), og dermed var betingelserne for totalt kaos til stede.

Men den massive udenlandske støtte, både med udstyr og krigere, ændrede krigens karakter uden at pressen opdagede det: Når de fleste krigere og kommandanter er udenlandske, og udlandet finansierer udstyr og træning, er det ikke en borgerkrig, det er en stedfortræderkrig. Og de lande, der leverer til krigen, må have interesse i den. Tyrkiets interesse er forholdsvis nem at identificere: Ønsket om at blive regionens supermagt, at gendanne det Osmanniske Imperiums storhed. Andre deltageres interesse i krigen er sværere at gennemskue, men Islamister i Qatar og Saudi-Arabien kan formodes at være imod Assads sekulære og ret selvstændige stat.

Der er ingen ’moderate’ oprørere

Da Islamisk Stat blev oprettet i 2014 så det ud til at Assads regering ville blive løbet over ende før eller siden. Men i september 2015 gik Rusland aktivt ind i krigen, og ydede betydelig luftstøtte til regeringen, der kunne gå i offensiven og generobre tabt land.

Det satte USA i en vanskelig situation, fordi Rusland angreb grupper, de støttede, og de beskyldte Rusland for at angribe ’moderate’ oprørsgrupper i Aleppo og andre steder. Rusland svarede ved at bede om et overblik over, hvilke grupper der var tale om, så de kunne skåne dem. Det så USA sig ikke i stand til at levere – de var ikke selv i stand til at skelne.

Den konkrete situation blandt islamistiske grupper er, at der ikke er nogen væsentlig forskel. Når krigerne først er motiveret for at kæmpe med tanks og artilleri for indførelse af islam og Sharia, gør det ikke den store forskel, hvad grupperne hedder – de forskellige grupper skifter navn og tilknytning efter behov, ligesom våben og ammunition ’tilfældigvis’ skifter fra gruppe til gruppe. Den eneste faste regel er, at de kun er ’moderate’, indtil de har våben nok.

Der er kemiske våben i Syrien – og gæt hvor!

Der er ingen mangel på videoklip fra krigen i Syrien – fra Islamisk Stats propaganda over rodede kampscener til velredigerede opsummeringer af forskellige situationer. Her er man nødt til at gå til steder, som af den amerikanske regering fordømmes som #FakeNews – SouthFront.org, RT.com og andre primært russiske kilder. De giver et meget brutalt indtryk af krigens virkelighed, og af de massive ødelæggelser, den har forvoldt på ejendomme og infrastruktur overalt. Intet skånes, alt kan ødelægges – ikke mindst for udenlandske krigere, der ikke har tilknytning til det land, de skyder i.

En af de mest markante ødelæggelser er Al-Kindi i Aleppo, et topmoderne hospital opført i 2003, blandt de største og bedste i hele Mellemøsten. Det meste af Aleppo faldt i oprørernes hænder i anden halvdel af 2012, men hospitalet blev et af byens vigtigste forsvarspunkter, hvor soldater fra Syriens hær holdt ud i næsten et år. Det, der fik hospitalet til at falde (sammen) var pansrede lastbiler fyldt med sprængstof, der blev kørtun direkte ind i bygningen, så forsvarerne simpelthen blev begravet under bygningens ruiner. I dag er der intet brugbart tilbage af hospitalet.

Men det mest rystende, set fra et vestligt perspektiv, burde være de kemiske våben. Der er indrapporteret 71 konkrete tilfælde af angreb med dem, men det har ikke været muligt at få uafhængige observatører til at undersøge og dokumentere det. Det er ret almindeligt at se syriske soldater sparke til brugte gasbeholdere eller se ofre blive bragt på hospitalet, og skræmmende at se forhenværende skoler indrettet til at producere klor- eller sennepsgas – alt ret rutinepræget stof, der burde udløse en international skandale om det ’moderate’ oprøreres metoder.

Befrielsen af Aleppo

Oprørerne (moderate eller ej) erobrede hurtigt det meste af storbyen Aleppo, men ud over hospitalet var også byens gamle fæstning et solidt forsvarspunkt for Syriens hær. Med flere hundrede tusinde indbyggere i oprørernes område var det en stillingskrig med store civile lidelser, der varede indtil efteråret 2016. Syriens regering prøvede flere gange at etablere humanitære korridorer, så civile kunne slippe ud af oprørernes område, men da oprørerne minerede korridorerne og skød på dem, der prøvede at undslippe på den måde, var korridorerne ikke effektive. De civile forblev gidsler.

Men i begyndelsen af september 2016 skete der noget afgørende: Det lykkedes Syriens hær at afskære Al-Nushrah og de ’moderate’ oprørere fra oplandet, så de ikke længere kunne få friske forsyninger af våben, ammunition og mandskab. Islamisterne kæmpede hårdt om bygning efter bygning, også med kemiske våben (civile blev ramt 16. september), men tabte løbende terræn og mandskab. I løbet af september begyndte regeringen at få kontrol over flere kvarterer i byen, og kunne sende mineryddere ind for at rydde op efter krigens efterladenskaber.

Oktober var stadig præget af stillingskrig, men i løbet af november begyndte det at gå stærkt. Regeringen erobrede det ene kvarter efter det andet tilbage, og islamisterne var ofte nødt til at trække sig ud i en fart for ikke at blive omringet, eller de overgav sig. Derved forlod de også de forsvarslinjer, de havde bygget i byen, og det blev endnu nemmere for hæren at erobre resten af byen. Samtidigt flygtede titusindevis af civile fra islamisterne, og berettede om alle tænkelige grusomheder – systematisk røveri af nødhjælpsforsyninger hører til det mindst brutale.

Og her midt i december er byen Aleppo befriet, hvilket fejres i gaderne på støjende, arabisk manér. Den diplomatiske gruppe ”Friends of Syria”, der koordinerer modstanden mod Syriens regering, er utilfredse med befrielsen, og oprørernes #FakeNews propagandaorganisation ”Syrian Observatory of Human Rights” prøver at beskrive det som en katastrofe. Men indbyggerne er ligeglade med den slags, de har en by og et liv at genopbygge. Byen er ødelagt overalt – man ser aldrig et vindue med intakt glas, og minerydderne har travlt med at finde og fjerne farlige rester fra krigen.

Hvad vil der ske nu?

Befrielsen af Aleppo er en milepæl i krigen, men den er ikke overstået. Det næste mål for Syriens hær vil sandsynligvis være at nedkæmpe de oprørslommer, der eksisterer rundt omkring i landet, og derefter samle kræfterne til en endegyldig offensiv mod de sammenhængende områder, der kontrolleres af Al-Nusrah, Al-Qaeda og andre islamistiske oprørsgrupper. Det sker i samarbejde med Hezbollah (Iran) og palæstinenserne – betænkelige allierede, men det er forståeligt, at Syriens regering trækker på dem, der er villige til at hjælpe.

Det må også forventes, at USA diskret skifter side i krigen, og standser støtten til ’moderate’ oprørere, der siden skifter side, eller blot forærer deres amerikanske våben til de ikke-moderate. Den nyvalgte præsident Donald Trump har klart sagt, at USA ikke længere skal sætte sin hær ind på at opbygge stater i fjerne egne af verden (Sydvietnam var en eksemplarisk fiasko på dette), og et konkret samarbejde med Rusland om at eksistenseliminere Islamisk Stat kunne være ret effektivt, og eliminere kalifatet på få måneder.

Det ville dog ikke bringe fortidens multietniske Syrien tilbage uden videre. Store ikke-islamiske befolkningsgrupper (kristne, assyrere, yazidier) har været udsat for folkemord under det ’moderate’ oprør, ligesom genoprettelsen af oldtidens islamiske slavemarkeder er et tilbagefald til barbari, man ikke skulle tro var muligt i det 21. århundrede. Det system, der blev etableret efter 1. verdenskrig, kommer ikke tilbage, selv hvis krigsparterne i Syrien giver op og trækker sig ud i morgen.

Her har kurderne en særlig rolle; Ligesom i Irak har de roligt sørget for at beskytte deres områder mod kampene, og da kurderne har erfaret, at regeringen i Damaskus ikke er i stand til at beskytte dem, vil de næppe opgive den kontrol uden garanti for en form for selvstyre. Det er ikke svært at gætte, at kurderne stille sigter mod at få den selvstændige stat, de blev lovet i Sevres-traktaten fra 1920, men her er Tyrkiet et problem: De betragter ønsket om en selvstændig kurdisk stat som en form for terrorisme (ligesom enhver kritik af regimet i Ankara), og bekæmper med stor kraft muligheden for kurdisk selvstændighed – hvilket kurderne desværre besvarer med terrorangreb.

Der er lang vej endnu. Men med støtte fra Rusland, befrielsen af Aleppo og en ny amerikansk regering på vej, er der håb om at det syrisk kaos kan standses i begyndelsen af 2017 – og dermed også den flygtningekrise, der belaster europæiske lande og Tyrkiet hårdt.

En efterskrift om kilder

Når man skal vurdere, hvad der foregår i konflikter i et fjerntliggende land med mange forskellige interesser, er det udfordrende at finde pålidelige kilder. Og uanset Puk Damsgaards personlige mod ved at være til stede i Mosul og lignende steder, er ingen af de gamle medier i stand til – eller villige til – at dække konflikterne på en måde, der giver almindelige læsere overblik over situationen.

Dertil kommer, at mange parter bruger disinformation og falske beskyldninger til at fremhæve sig selv eller fremstille modparten som krigsforbrydere. De kendte ”Hvide Hjelme” er afsløret i at filme falske redningsaktioner i stil med de kendte ’Palliwood’ optagelser, og ’moderate’ oprørere har beskyldt Syriens regering for at angribe sin egen civilbefolkning med kemiske våben, uanset at det konkrete bevismateriale peger på, at det var oprørerne selv, der stod bag.

Men der er også en positiv side i forvirringen: Der er så mange kameraer i telefoner eller GoPro monteret på hjelme, at det samlede materiale er enormt. Og tager man tid til at se den ene optagelse efter den anden, tage en afvej og more sig over fummelfingrede Al-Qaeda folk, tegner der sig et ret klart billede: Hvad der i begyndelsen har været oprigtige folkelige oprør (omend inspireret af USA-støttede medier) har udviklet sig til en interventionskrig, hvor forskellige parter fører krig i Syrien af deres egne grunde, under falsk foregivende af at støtte en ’borgerkrig’.

Denne artikel er baseret på hundredevis af artikler og videoklip, og det ville være umuligt at nedskrive alle artikler og YouTube videoklip, der har bidraget til det samlede billede. Titlerne herunder er hovedpunkter i den flod af detaljer, der faktisk findes om krigen i Syrien:

 


 

Vanessa Beeley er en uafhængig journalist, der for egen regning rejser i Aleppo mv.:

Getting Real News From Aleppo:

Why Everything You Hear About Aleppo Is Wrong:

Syrian conflict is war of interventions, not civil war, as mainstream media put it:

Den canadiske journalist Eva Bartlett arbejder på samme måde, med samme konklusion:

Western media lies about Syria exposed (i FN):

Journalist Eva Bartlett: “I’m Back From Syria. The Media Is Lying To You!”

Slavemarkeder i Islamisk Stat (primært Yazidier):

ISIS slave markets sell girls for as little as a pack of cigarettes

heartbreaking , ISIS Slavery girls market , please share & expose the truth

Heroes of al-Kindi hospital:

SouthFront er en russisk-drevet side med gode kilder i Syrien og masser af detaljer, herunder gode kort. De gør det klart, at de er uafhængige og ikke modtager støtte fra nogen regering:

RT er et russisk statsmedie – en primær kilde til officielle russiske synspunkter: Where the hell is the UN? Russia evacuates 50,000 from Aleppo

Aleppo evacuation: USA arming terrorists from the beginning of the Syria war (Ken Livingstone)

Den syriske regerings synspunkt (TV2-interview; hollandsk TV):

https://www.youtube.com/watch?v=4_zapGerNbM

https://www.youtube.com/watch?v=m-q9_Dsb2OE

Wikipedia har masser af faktuelle detaljer om krigen:

En detaljeret (omend USA-fjendtlig) analyse af årsagerne til krigen i Syrien:

U.S. secretly backed Syrian opposition groups, cables released by WikiLeaks show:

Om De Hvide Hjelme – Anders Samuelsens venner, der intet nyttigt foretager sig i Aleppo:

White Helmets: ‘When camera gone they leave people under rubble’.

White Helmets’ bizarre ‘mannequin challenge’ in Syrian war zone

Og mest for sjov – ’moderate’ oprørere, der ikke kan kende forskel på ’russisk’ og ’syrisk’.

Comments

comments