ELITEN OG KLIMATOSSERIET

TuckerCarlson
Del artiklen her:

Bent Jensen skriver en sommerføljeton med den amerikanske journalist Tucker Carlsons bog SHIP OF FOOLS (’Narreskibet’) som omdrejningspunkt.

Carlson er studievært på Fox News og en journalist af en kaliber, som vi kun kan drømme om i Danmark. Han er konservativ, men først og fremmest selvstændigt tænkende, vidende og uforfærdet. Derfor forsøger stærke, konforme kræfter da også at lukke munden på ham bl.a. via annonceboycot.


Hans bog er et katalog over det politisk korrekte og hysteriske USA. Han behandler truslerne mod ytringsfriheden, klimahysterikerne, universiteternes forfald, minoriteters misbrug af påstået racisme og påstande om krænkelse af ikke-hvide. Det demokratiske Partis radikalisering er også et vigtigt tema.

Bogen handler om tilstandene i USA, men USA er vores vigtigste allierede og har på godt og ondt en kolossal indflydelse på forholdene i Vesteuropa.

Af Bent Jensen


Niels Lillelund gjorde sig for nylig i JP lystig over vor store statsmand, Mogens Lykketoft, som mest er kendt for, at han i forbindelse med et skatteyderbetalt ophold i New York ville have sin udgift til en forlængerledning og et par elektriske pærer refunderet. For tiden har han travlt med at afværge Jordens undergang – så travlt, at han ikke har tid til at tage toget fra København til Aalborg, men i stedet flyver, selv om han som andre venstreorienterede klimahyklere anbefaler andre at bruge kollektiv trafik – bare spørg Uffe Elbæk, Caroline Magdalene Maier og Theresa Scavenius.

I USA fejrer klimatosserne også triumfer. Den fortræffelige journalist Tucker Carlson afdækker løbende på Fox News (som trods venstreorienteret propaganda om det modsatte er en seriøs TV- og radiostation) de socialistiske rigmænd og -kvinders dobbeltmoral. Han har dokumenteret det i en bog med den fine titel Ship of Fools (’Narreskibet’). Her kommer nogle grelle eksempler fra et af bogens kapitler.

Tidligere vicepræsident og nu ledende klimademagog og vækkelsesprædikant Al Gore er ustandselig på farten for at udbrede sit evangelium om, at vi skal tage skeen i en anden hånd, hvis vi skal afværge katastrofen. Ligesom Lykketoft er han så betydningsfuld en person, at han ikke selv bruger kollektiv trafik, men ligesom dem han omgås foretrækker privatfly. I sin private husholdning bruger han 21 gange så meget energi som en gennemsnitlig amerikansk familie.

Milliardærerne Richard Branson, Bill Gates og Elon Musk prædiker også afholdenhed for masserne, hvis ”katastrofen” skal afværges, mens de selv flyver luften tynd i deres luksuriøse privatfly. På sin sidste dag som præsident brugte Barack Obama Air Force One til at flyve fra Washington til en donors palads i Californien. Herfra fløj han i privatfly til Bransons private ø og lidt senere med skuespilleren Marlon Brandos privatfly til fransk Polynesien.

Dyb bekymring giver syndsforladelse

Ifølge Carlson ser disse storforurenere og deres vedhæng af Hollywood-stjerner ikke sig selv som hyklere. Deres dybe bekymring for Jordens fremtid giver dem syndsforladelse. Alle de, der i 2015 underskrev Paris-klimaaftalen, fløj dertil i privatfly. Det samme gælder, når den globale elite forsamles i Davos. Her var der brug for 1.500 privatfly til forkynderne af den kommende katastrofe på grund af bl.a. flyforurening.

Herhjemme hører vi også alvorstunge medlemmer af eliten forkynde, at ”videnskaben” har bevist, at ”vi” – dvs. europæerne og amerikanerne – skal lægge vores hele levevis om.  Men der er ikke noget, der hedder ”videnskaben” i bestemt form. Der findes videnskabsmænd og -kvinder, og de er for det første ikke alle enige i alt det, den politiske institution FN påstår.

For det andet er det imod sand videnskabs natur at marchere i takt. Det skete i Sovjetunionen under Stalin med katastrofale konsekvenser. Vestlige forskere, der i dag har afvigende opfattelser mht. klima, kan ofte ikke få deres resultater offentliggjort og/eller trues med afskedigelse, hvis de ikke retter ind.

For det tredje er resultaterne af eksperimenter og modelberegninger inden for naturvidenskab langt mere usikre, end de ofte giver sig ud for. Carlson giver nogle rystende eksempler herpå.

Han opfordrer politikerne i byer som Los Angeles, San Fransisco og New York til at tage sig af de uhyrlige forureningsproblemer i amerikanske byer, der skyldes de titusinder af hjemløse, der forretter deres nødtørft og efterlader affald på fortovene. Stort set alle i den amerikanske elite er miljøforkæmpere, men forståelsen af ”miljø” er nu en helt anden end tidligere: Den drejer sig om ”at gøre eliterne mere magtfulde og selvtilfredse. Den har meget lidt at gøre med at forbedre miljøet. Moderne miljøforkæmpere vader hen over dynger af affald og menneskeekskrementer på deres vej til at redde planeten.”

SHIP of FOOLS. How a Selfish Ruling Class is Bringing America to the Brink of Revolution. Free Press 2018.

Del artiklen her: