DR-DEADLINES SKANDALØSE SLAGSIDE

Danmarks Radio
Del artiklen her:

Af Lone Nørgaard.

Så kunne selv det i egen selvforståelse intellektuelle flagskib Deadline ikke mere lukke øjnene for Sveriges nedsmeltning.

Et indslag i Deadline d. 24.11.19 kl. 22:30, der omhandlede den svenske statsminister, Stefan Löfven, blev præsenteret således: 

”Det har været en rigtig skidt uge for den svenske statsminister Stefan Löfven. Først blev han kritiseret voldsomt for at gøre bandesammenstød og mord til et problem, der intet har med indvandring at gøre. Så overhalede det indvandrerkritiske parti Sverigesdemokraterne i en meningsmåling Socialdemokratiet som Sveriges største parti.”

Studieværterne er på samme politiske hold
Indslaget var et brillant eksempel på, hvordan Deadlines studieværter har bestemte briller på og egen politisk dagsorden, der giver slagside i fremstillingen af de udvalgte temaer.  Og ja, med få nuancer er studieværterne på det samme politiske, kulturradikale hold – uanset hvor de hver især måtte sætte deres kryds ved valgene.  Naturligvis fordi de alle er en del af DR-boblen, hvor de få dissidenter, der måtte være, holder lav profil, da disse er ganske på det rene med, at karrieren og adgangen til ’det gode selskab’ står på spil. 

Fordi indslaget er så repræsentativt for skævvridningen, burde jeg selvfølgelig heller ikke reagere på, at Niels Krause-Kjær igen-igen afslørede sit eget ståsted i neonlys. Jeg mener, ingen forventer mere andet af ham, så schwamm darüber.

Og så alligevel, nej – han skal ikke have lov til at dø i synden.

…sådan med lidt borgerlig tilgang

Her følger hvordan Niels Krause-Kjær introducerede de to gæster, han havde inviteret i studiet til at kommentere på sagen:

Magnus Bejmar, journalist, fik denne salut med på vejen:  ”(…) og det kan man vel godt sige uden at fornærme dig  – sådan med lidt borgerlig tilgang til tilværelsen nogle gange, når du vurderer verden” ….

Hvorpå Bejmar replicerede: … nåh, så du vil give mig en ’label’ [etikette] på mig…

Og ja, det var da lige hvad Niels Krause-Kjær ville. Og fair nok, fair nok – hvis altså varedeklarationen også var blevet foretaget i forhold til den anden gæst. Men nej, nej – selvfølgelig ikke. For her havde Niels Krause-Kjær udvalgt ’eksperten’ alias ideologen, Sidsel Eriksen, der sandelig ikke skulle spørges om sit politiske tilhørsforhold, men bare blev præsenteret som lektor ved Københavns Universitet.  Den samme Sidsel Eriksen, der hen ad vejen da gerne ville agere spindoktor for Stefan Löfven, og som mente – surprise-surprise – at det største problem i Sverige lige nu er velfærdsstatens overlevelse. Godaw, do. Så meget for Akademia. 

Uhellig alliance
Dermed så vi for 117. gang den uhellige alliance mellem studievært og den ’ekspert’, som studieværten er åh-så-enig med.

Så til dig, der er træt af at betale tvangslicens til DR, kan jeg kun sige: Velkommen i klubben!

Også for 117. gang sætter jeg nålen i samme rille: DR har udviklet sig til at blive multikulturalismens fornemmeste forkæmper i Danmark og dermed til en af hovedmodstanderne for mennesker, der ønsker at bevare suveræne nationalstater og vil have sat stop for indvandring fra ikke-vestlige lande.   

Del artiklen her: