DF: INGEN VISUM TIL LANDE, DER IKKE TAGER UDVISTE BORGERE RETUR

(Foto: Martin Henriksen, Dansk Folkeparti)

Hvis lande ikke vil tage imod borgere udvist fra Danmark, skal vi slet ikke lukke borgere fra det land ind, mener Dansk Folkeparti.

Regeringen har netop besluttet, at ledere fra lande, der nægter at tage udviste borgere retur, ikke kan få visum til Danmark. Dansk Folkeparti støtter op om loven, men mener, at det langt fra er nok. Et sådan indrejseforbud bør ifølge udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) ikke kun gælde for lederne i de genstridige lande, men for alle landets borgere.

Udfordringen er nemlig, og har i længere tid været, at Danmark ikke kan udvise farlige udlændinge, fordi deres hjemland nægter at tage imod dem. Dermed ender de udvisningsdømte kriminelle og terrorister på tålt ophold i Danmark, hvor de udgøre en betragtelig sikkerhedsmæssig risiko og tung økonomisk byrde for danskerne. Den situation kan Danmark ifølge Martin Henriksen sikre sig selv imod, ved at lade sig inspirere af en nylig amerikansk lov.

Som NewSpeek beskrev i sidste uge, har præsident Donald J. Trump nemlig indført en lov, der netop betyder, at lande, som ikke tager udviste borgere retur, slet ikke får visumret til USA. Martin Henriksen fortæller til NewSpeek:

“Vi lader os gerne inspirere af forslag fra andre lande. Og det lyder bestemt fornuftigt at nægte indrejse fra lande, som nægter at tage egne statsborgere tilbage. Jeg vil meget gerne se nærmere på det. Jeg vil bede regeringen undersøge den amerikanske praksis for at se, om vi kan bruge det hele eller dele af det i Danmark. Vi har allerede sagt, at Danmark i forhold til visse afrikanske lande vil nægte visum til deres politiske ledere, hvis de nægter at tage imod afviste asylansøgere, så tanken er sådan set tænkt,” siger Martin Henriksen, der retter henvendelse til integrationsminister Inger Støjberg og beder om, at regeringen indhenter de præcise oplysninger fra den amerikanske regering.

Ifølge Martin Henriksen er det vigtigt for Dansk Folkeparti, at samarbejdet med andre lande på udvisningområdet skal være godt, førend man uden betænksomhed bør åbne op for, at landets borgere kan komme ind i Danmark:

“Der er ingen tvivl om, at det er undergravende for samarbejdet mellem Danmark og andre lande, hvis de nægter at modtage eksempelvis kriminelle eller afviste asylansøgere. Den slags bør have konsekvenser, og vi har allerede lagt op til, at det kan have økonomiske konsekvenser. Og det arbejder vi videre med,” siger Martin Henriksen til NewSpeek.

Comments

comments