Af Kåre Fog, biolog og forfatter. Han er indehaver af bloggen kønsdebat.dk.
Den tyske blogger Gunnar Kunz har i over 15 år forsket i forholdet mellem kønnene, og herunder har han en læst en del avisartikler fra 1920´erne. Det sætter nutiden i relief og viser, hvor lidt tingene egentlig har ændret sig siden dengang. Her er nogle uddrag af hans tekst i dansk oversættelse:
Bund für Männerrechte [Forbund for manderettigheder]
I Berliner Morgenpost fra 1926 (side 2) er der et referat af den første generalforsamling i et ”Forbund for Manderettigheder”, hvor man beklager at myndigheder og retsvæsen giver kvinder fortrin frem for mænd. Journalisten, Karl Lahm, er et typisk eksempel på en hvid ridder – de fandtes altså også dengang. Han finder det en absurd tanke, at mænd skal have rettigheder, og mener at deltagerne i forsamlingen simpelt hen er reaktionære.
Derudover erfarer vi i den omtalte artikel ikke blot, at falske anklager mod mænd allerede dengang var et tema, men også at på den tid blev en blodprøve til at udføre en faderskabstest afvist, fordi processen ikke var sikker nok. Så snart der kommer en sikker test, vil et af manderetsaktivisternes hovedargumenter falde bort, argumenterede hr. Lahm. Han havde åbenbar tikke fantasi til at forestille sig, at også moderne feminister kan være imod faderskabstests.
Internationaler Männerrechtskongress [Verdensforbundet for manderetsforkæmpere]
I Berliner Tageblatt fra 1929 ironiserer Delia Arndt-Steinitz over den første internationale kongres i verdensforbundet for manderetsforkæmpere. På typisk feministisk vis latterliggør hun mændenes anliggende, idet hun skriver nedladende om at mændene ”føler sig” uretfærdigt behandlet, og om at det drejer sig om reform af ægteskabs- og familieretten for at sikre mændenes interesser. Forbundets tese om at kvindebevægelsen favoriserer kvinder, som kun ser et ægteskab som en pengespekulation, kan fru Arndt-Steinitz ikke tilslutte sig. Og hun er helt målløs over, at der også er kvinder der støtter foreningen.
Verdenskvindekongres
Berliner Morgenpost beretter i 1929 om den ellevte kongres i ”Verdensforbundet for kvindestemmeret og statsborgerligt kvindearbejde”, hvor der deltog kvinder fra 45 nationer. Disse kvinder smiskede politikerne for, og de blev modtaget på rådhuset. Indenrigsminister Severing bekendte sig ved den lejlighed som ”forkæmper for kvinderettigheder” og udbredte myten om kvinder som det fredelige køn. I fuldt alvor hævdede han, at kvinder som de eneste havde haft mod til at protestere mod krigen (Første Verdenskrig).
Hvad tæller da også de par mænd, der var pacifister?
Nuvel. Hvad tæller da også de par mænd, som var organiseret i de pacifistiske foreninger som f.eks. Die Deutsche Friedensgesellschaft, Der Friedensbund der Kriegsteilnehmer, Der Friedensbund Deutscher Katholiken, Die Vereinigung der Freunde von Religion und Völkerfrieden, Der Deutsche Versöhnungsbund, Die Gruppe revolutionärer Pazifisten eller Die Deutsche Liga für Menschenrechte, hvis medlemmer i deres kamp mod den hjemlige genoprustning og det sorte rigsværn igen og igen blev chikaneret af retsvæsenet, blev forfulgt og delvis så sig tvunget til at gå i exil?
The Fraud of Feminism [feminismens bedrag]
Man kan også finde oplysninger fra England, der viser at de interessemodsætninger, vi ser i dag, også fandtes for mere end hundrede år siden.
I 1913 skrev den britiske marxist og anti-feminist Belford Bax bogen „The Fraud of Feminism“. Her kan vi læse, at allerede dengang herskede den indstilling i samfundet, som også i dag forhindrer en virkelig ligestilling: Idealet om den ”uskyldige kvinde” og den hvide ridder, der iler hende til hjælp, underskriftindsamlinger imod en velafvejet straf mod kvindelige forbrydere, legenden om det kvindeundertrykkende patriarkat og påstanden, om at enhver der vover at kritisere feminismen, må være en fjende af kvinderne.
Links
https://alternativlos-aquarium.blogspot.dk/2016/07/der-hundertjaehrige-geschlechterkrieg.html
https://ia600208.us.archive.org/27/items/fraudoffeminism00baxerich/fraudoffeminism00baxerich.pdf