NewSpeek

DEN GRØNLANDSKE MISERE

Tasiilaq
Del artiklen her:

Af Jens Ellekær.

Den aktuelle grønlandske misere er resultat af en naiv dansk politik, således som den kom til udtryk i Lov om Grønlands selvstyre (Selvstyreloven) fra 2009. I præamblen erklæres, ”at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse”, og i § 21, stk. 1. bestemmes at: ”Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk.” og videre i stk. 4.: ”Selvstændighed for Grønland indebærer, at Grønland overtager højhedsretten over Grønland.”

Det synes ikke at have nogen mening at stille ”det grønlandske folk” på omkring 50.000 (op mod 66.000 hvis man vil være i stand til at trække den grønlandske diaspora i Danmark hjem) – svarende til befolkningen i en mellemstor dansk provinsby – selvstændighed og højhedsret over et område på knap 2,2 millioner kvadratkilometer i udsigt.
   Det forekommer at ville have været udtryk for en større grad af rationalitet, hvis man havde erklæret bornholmerne for et folk og overladt beslutningen om bornholmsk selvstændighed til dem. Havde man så endda begrænset selvstændighedsterritoriet til de meget begrænsede områder, der vitterligt bebos af grønlændere.

Kan et selvstændigt Grønland sammenlignes med andre stater?
Findes der i det hele taget stater, som et selvstændigt Grønland ville kunne sammenlignes med? Lichtenstein og Monaco har begge knap 40.000 indbyggere, men her ud over hører enhver sammenligning vel op? Samoa i Stillehavet har 196.000, som i øvrigt i sammenligning med grønlænderne er bundfattige.

Grønlænderne har ingen mulighed for at hævde suveræniteten over Grønland (heller ikke Danmark har noget nær de ressourcer, der er nødvendige hertil). Det er i øvrigt mere end tvivlsomt, at ”det grønlandske folk” har det nødvendige befolkningsgrundlag til at udvikle en egen stat. Et selvstændigt Grønland ville således være henvist til at søge støtte hos en eller flere at de magter, som p.t. er begyndt at interessere sig voldsomt for territoriet.
   Det er da muligt, at et selvstændigt Grønland ville kunne udvise tilstrækkelig diplomatisk behændighed til at spille disse magter ud mod hinanden, men det er sandsynligt, at grønlænderne ville havne i dyb afhængighed af en af dem.

Der burde således ikke være nogen grund til at antage, at grønlænderne inden for de første mange generationer kunne drømme om at gøre brug af Selvstyrelovens § 21. Men der er imidlertid en stærk ”inuit-nationalisme” blandt den grønlandske befolkning og i særdeleshed blandt grønlandske politikere. Det synes at være en almindelig opfattelse i såvel Grønland som Danmark, at grønlænderne vil stemme sig til selvstændighed, hvis det ikke medfører et fald i den grønlandske velstand.

Selvstyreloven har en undergravende effekt på rigsfællesskabet
Denne opfattelse, der er en direkte udløber af Selvstyrelovens § 21, er til stor skade for den generelle holdning til rigsfællesskabet, idet store dele af den danske befolkning betragter grønlænderne som opportunister: Vi er med i rigsfællesskabet, så længe det kan betale sig – og ellers er det slut. Selvstyreloven har således en undergravende effekt på rigsfællesskabet.

I DR’s Deadline 27. april beklagede Aaja Chemnitz Larsen, der er medlem af Folketinget for IA, at Danmark gør for lidt for Grønland – kun 80 millioner til udsatte børn og unge i denne folketingssamling ud over, selvfølgelig, bloktilskuddet på omkring fire milliarder kroner. Men Chemnitz Larsen forstår åbenbart ikke problemerne med at afsætte flere penge til opbygning af det grønlandske samfund, samtidig med at de danske skatteborgere fornemmer, at grønlænderne vil forlade rigsfællesskabet, hvis de finder det opportunt.

Det, at der foreligger en mulighed for grønlandsk selvstændighed, betyder, at de magter, der ønsker indflydelse i Grønland, allerede nu gør deres hoser grønne over for grønlænderne. Præsident Trump har tilbudt at købe Grønland, hvilket er blevet afvist af Statsminister Frederiksen. Men det er sandsynligt, at Trump kan nøjes med at tilbyde grønlænderne overførsler, der over stiger bloktilskuddet fra Danmark. Grønlænderne vil i så fald stemme for selvstændighed, og USA behøver blot som et element i støtten at sende politiske rådgivere til Grønlands udøvende organer for at opnå en væsentlig eller endog dominerende indflydelse på den ny stat. Første skridt er gjort med Trumps ”gave” på 80 millioner kroner.

Med Selvstyreloven foretog danske politikere et ualmindeligt naivt skridt, der har spillet kortene i hænderne på opportunistiske, nationalistiske grønlandske politikere. Selvstyreloven har skabt usikkerhed om rigsfællesskabets fremtid og dermed givet fremmede magter anledning til at søge indflydelse på grønlandske forhold.

Og dette har end ikke givet anledning til en seriøs diskussion om en revision af Selvstyreloven.

Del artiklen her:
Exit mobile version