NewSpeek

DEN 3.JULI – 80-ÅRET FOR UDBRUDDET AF DEN SENESTE BRITISK-FRANSKE KRIG

Orlogsskibe

Franske orlogsskibe under britisk beskydning i Mers-el-Kébir 3. juli 1940 (foto: Jacques Mulard)

Del artiklen her:

Af Jens Ellekær.

Natten til den 3. juli 1940 sejlede en britisk eskadre under kommando af viceadmiral Sir James Somerville bestående af slagkrydseren Hood, slagskibene Valiant og Resolution, hangarskibet Ark Royal til en position ud for den franske flådebase Mers-el-Kébir, der lå lidt vest for byen Oran i det daværende franske Algeriet. Klokken 05:54 fik Somerville af den britiske premierminister Winston Churchill ordre på at åbne ild mod de franske orlogsskibe, der lå fortøjet Mers-el-Kébir. Dette blev begyndelsen på den seneste britisk-franske krig.

Den tredje britiske salve ramte et magasin i slagskibet Bretagne, hvilket udløste en eksplosion, der sænkede skibet sammen med en stor del af besætningen. To andre franske slagskibe blev sammen med en række mindre fartøjer beskadiget. Forud for angrebet havde briterne med fly mineret havneudløbet, men det lykkedes alligevel for slagskibet Strasbourg og tre destroyere at slippe ud af havnen og videre til Toulon i Frankrig.

Dagen efter angrebet foretog franske fly som gengældelse et bombeangreb mod Gibraltar, som imidlertid ikke havde megen virkning. Briterne var usikre på, om de i tilstrækkelig grad havde gjort de to tilbageblevne slagskibe i Mers-el-Kébir ukampdygtige, og angreb den 8. juli atter basen, denne gang med torpedofly, hvorved det lykkedes at tilføje slagskibet Dunkerque alvorlige skader. I sammenhæng med disse operationer angreb fly fra hangarskibet Hermes den 8. juli Dakar i Fransk Vestafrika, hvor det lykkedes at skade slagskibet Richelieu.

Franskmændene havde omkring 1300 dræbte, hvoraf flertallet omkom på det sænkede Bretagne. Briterne mistede besætningen på et af de fly, der udlagde miner. Viceadmiral Somerville sagde efterfølgende om angrebet, at det var ”den største politiske fejltagelse i moderne tid, og at det vil rejse verden mod os. … Vi følte os alle dybt skamfulde.” I Frankrig vakte de tidligere allieredes angreb meget stærke anti-britiske følelser, og en del af den franske animositet mod la perfide Albion, der eksisterer i dag, kan formentlig stadig føres tilbage til angrebet på Mers-el-Kébir.

Baggrunden for den britisk-franske krig
Baggrunden for den britisk-franske krig var det fransk-britiske nederlag over for det tyske angreb mod vest i maj 1940 og Frankrigs efterfølgende kapitulation. Tyskland havde den 1. september 1939 angrebet Polen. Storbritannien svarede igen med et ultimatum, og da dette forblev ubesvaret, erklærede både Storbritannien og Frankrig den 3. september krig mod Tyskland. Det ikke mindst af Polen forventede angreb på Tyskland af de to vestlige allierede udeblev imidlertid, og da Polen den 17. september tillige blev angrebet af Sovjetunionen, førte det til, at Polens militære modstand i begyndelsen af oktober var blevet bragt til ophør.

I vest udfoldede krigen sig til søs og i luften; på landjorden herskede det, briterne kaldte ”the phoney war”: Parterne stod passivt over for hinanden langs den fransk-tyske grænse. Stilstanden blev i første omgang brudt af den tyske invasion af Danmark og Norge og de efterfølgende hårde kampe omkring Narvik. Den 10. maj angreb Tyskland Holland, Belgien og Frankrig. Gennem en overlegen anvendelse af deres relativt svage panservåben lykkedes det tyskerne at bringe de allierede stridskræfter ud af balance og at drive ind mellem disse og helt frem til Kanalkysten.

Briterne erkendte det umulige i situationen og besluttede at redde, hvad der kunne reddes af deres ekspeditionskorps ved i en operation, der varede fra 26. maj til 4. juni, at evakuere det over Kanalen. I Frankrig blev marskal Philippe Pétain den 16. juni udpeget til ny premierminister. Da Pétain anså videre kamp for udsigtsløs indledte kan forhandlinger med tyskerne om en våbenstilstand, som blev indgået den 22. juni.

Churchill havde ingen tiltro til våbenstilstandsaftalen
Med våbenstilstanden opstod der for briterne den risiko, at Tyskland kunne opnå kontrol over den franske flåde, hvilket ville ændre magtbalancen til søs og true de britiske forsyninger over Atlanten og forbindelsen til imperiet. Det var ganske vist fastlagt i våbenstilstandsaftalen, at der under fredsforhandlingerne ikke ville blive rejst krav vedrørende den franske flåde. Churchill havde imidlertid ingen tiltro til, at denne aftale ville blive overholdt, og han var endvidere stærkt utilfreds med, at Frankrig i modstrid med de britisk-franske aftaler havde indgået en separatfred med Tyskland.

Hovedparten af den franske flåde befandt sig dels i Toulon på den franske Middelhavskyst, dels i Nordafrika. Briterne udelukkede et angreb på Toulon-basen, der var beskyttet af stærke kystbatterier. Derimod gav man den øverstkommanderende i Mers-el-Kébir et ultimatum: Enten lod man briterne internere de franske skibe, eller man sejlede dem til Fransk Vestindien – eller der ville blive kamp. Forhandlingerne trak ud, og da briterne den 3. juli valgte at angribe, var de endnu ikke afsluttet.

De Frie Franske Styrker ønskede at fortsætte krigen
Den britisk- franske krig var med kampen om den franske flåde på ingen måde afsluttet. I Frankrig havde Pétain som præsident og med grundlag i en forfatningsændring skabt et autoritært regime i den ubesatte, sydøstlige del af landet. Fra regeringssædet i Vichy styrede man de franske kolonier. I Storbritannien havde den franske general Charles de Gaulle fået opstillet De Frie Franske Styrker, Forces françaises libres (FFL), af franskmænd, som ønskede at fortsætte krigen. Dette gav den britisk-franske krig et element af fransk borgerkrig.

Den 23. september 1940 forsøgte britiske og frie franske styrker at få kontrol over Dakar med dens veludrustede flådehavn. De Gaulle havde regnet med at kunne overtale de franske tropper i Dakar til at skifte side. Modstanden var imidlertid så stor, at forehavendet blev opgivet. Den 27 oktober gik FFL-styrker fra Cameroun ind i Fransk Ækvatorialafrika, hvorfra de Gaulle ønskede at rette angreb mod de tysk-italienske styrker i Libyen. I midten af oktober havde FFL-styrkerne fået fuld kontrol over den franske koloni.

Efter Tysklands erobring af Grækenland og Kreta i første halvår af 1941 frygtede briterne, at tyskerne kunne anvende det fransk kontrollerede Syrien og det franske protektorat Libanon som udgangsområde for angreb mod Egypten. Derfor indledte Commonwealth- og FFL-styrker den 8. juni et angreb på Vichy-styrkerne i de to områder. Kampene sluttede med en våbenstilstand den 12. juni. Vichy-styrkerne havde ydet hård modstand, og tabene på angribernes side lå på knap 5.000 mand og på forsvarernes på 6-9,000.

Efter Japans militære erobringer i første halvår af 1942 øjnede briterne en risiko for, at Japan kunne oprette baser i den franske koloni Madagaskar til støtte for deres operationer i Det Indiske Ocean. Commonwealth-styrker invaderede øen den 5. maj 1942. Efter indledende gårde kampe i invasionsområdet fortsattes fjendtlighederne med lav intensitet, indtil Vichy-styrkerne indgik en våbenhvile den 6. november.

Operation Torch: invasionen af Marokko og Algeriet
Den 6. november 1942 gennemførte de vestallierede – nu USA og Storbritannien – Operation Torch: invasionen af Marokko og Algeriet. I håb om at afholde Vichy-styrkerne fra at yde modstand, blev det britiske element i invasionen stærkt neddæmpet. Alligevel blev der indledningsvis kæmpet, og kampene kostede de allierede godt 1.000 dræbte og Vichy-styrkerne omkring 1.500.

Den 19. november 1942 besatte tyskerne Vichy-Frankrig og forsøgte samtidig at tage de franske orlogsskibe i Toulon i besiddelse. Inden de nåede det, havde den franske flåde sænket sig selv – i overensstemmelse med traditionen og de ordrer, den franske flådeminister, admiral François Darlan, havde udstedt i 1940.

Del artiklen her:
Exit mobile version