NewSpeek

DEBATREDAKTØRER UDØVER CENSUR 2

newspaper
Del artiklen her:

Af Lone Nørgaard.

D. 1. april bragte NewSpeek indlægget  Debatredaktører udøver censur – og nej, det var desværre ikke en aprilsnar. Her kommer fortsættelsen.

Civilingeniør Petter Mathisen og Birte Bune Smith skriver begge med jævne mellemrum læserbreve til Berlingske. Og får hele tiden afslag. Det samme gør jeg.

Da vi alle tre har skrevet i årevis, begynder jeg at lugte en rotte hos tanten.

Det mediestøttede landsdækkende dagblad tåler ikke kronikker, kommentarer og læserbreve, der går op imod ’den herskende mening’ og fokuserer kritisk på den stadig mere totalitære stat, EU-cirkusset, massemigrationen, islamiseringen mv.    

Her følger først, hvad jeg skrev i en mail d. 13. februar 2020 til chefredaktør Tom Jensen og debatredaktør Pierre Collignon: 

Kære Pierre (Collignon) & Tom Jensen (tak for indlægget:  Så langt ind i sindet på os må intet herredømme komme) [d. 9.2.2020]

Jeg går helt til tops, fordi jeg er rimeligt rystet over, HVOR langt vi er kommet ud i løbet af ganske få år for så vidt angår islamiseringen af Danmark. Og nej, jeg har ikke fået islam på hjernen, men har beskæftiget mig med feltet i snart 20 år, og det går kun den forkerte vej. Bl.a. fordi mainstreammedierne i de senere år har nedtonet indlæg, der forklarer om de faktiske forhold i jernindustrien. Herunder mine! 🙂

Senest har Berlingske bragt vedhæftede artikel [Moskéforsker overrasker med dristig konklusion: »Sharia er blevet anerkendt i Danmark] med denne præsentation: En af landets mest vidende moskéforskere Niels Valdemar Vinding…

Javel så, og hvilken politisk dagsorden har denne ’forsker’, som løber med halve vinde?  Har vi et problem med stadig flere akademikere som nyttige idioter i Det Muslimske Broderskabs fangarme? Sponsoreret af diverse interessante styrer? Konspiration? Næppe.  

Niels Valdemar Vinding er islam-apologet og propper bl.a. fyldte auditorier på Folkeuniversitetet med halve sandheder (som kan gå hen og blive til løgne), fordi der er så meget han glemmer at fortælle om den totalitære og blodige ideologi, som islam også er. Folk vil rigtigt gerne vide noget om islam, men når vores ’forskere’ viser sig at have alle muligt andre dagsordener end at søge og fremlægge, hvad der er sandt, så bliver tilhørerne hjernevaskede til en opfattelse af islam som fredens religion. Det rene vrøvl. Det rene nysprog.

Jeg vedhæfter et indlæg, jeg skrev til Kristeligt Dagblad [dette indlæg kan rekvireres af NewSpeek’s læsere via mailadressen noergaard@email.com], der selvfølgelig også blev afvist. Vinding har taget smukt over efter andre islamapologeter, fx Jørgen Bæk Simonsen, der i årevis også var ude i propagandaøjemed.

Til sagen: Kan jeg få lov til at få spalteplads, helst til en kronik, hvor jeg skridt for skridt viser, hvordan hr. Vinding trækker ubefæstede læsere uden synderligt kendskab til islam rundt ved næsen? Spørgsmålet, fordi jeg ikke mere orker at skrive for Berlingskes papirkurv. Hvis nej til kronikken – kan jeg få en kommentar? Med så mange tegn som muligt?

Med venlig hilsen

*************************

Lone Nørgaard

cand.mag. 

(…)

***

Jeg fik selvfølgelig ikke noget svar.

***

Så følger en personlig mail til mig fra Petter Mathisen:

Kære Lone

Din artikel “Debatredaktører udøver censur” på NewSpeek 1. april, fokuserer primært på Jyllands-Posten. Jeg er på ingen måde uenig med dine bemærkninger eller konklusioner, men mine egne erfaringer med Berlingske på det seneste forekommer endnu værre og har virkelig chokeret mig.

Gennem de 5½ år fra januar 2014 til august 2019 har jeg fuldstændig regelmæssigt indsendt i alt 92 læserbreve til JP og 79 til Berlingske, hvoraf henholdsvis 39 og 34 blev optagne – altså i begge aviser nøjagtig samme andel optagne, ca. 42-43%.

Så skete der noget – fra august 2019 og indtil dd. [7.4.20] har jeg indsendt 15 breve til Berlingske. Alle 15 er blevet afvist!? Mine holdninger, synspunkter og stil har gennem anførte periode ikke ændret sig og har altid været og er stadig prægede især af islamkritik.

Efter de første 11 afvisninger gav en henvendelse til debatredaktør, Pierre Collignon følgende respons, der forekommer mig præget af fejhed og udenoms bla, bla, bla:

 

“Kære Petter Mathisen – Tak for din henvendelse. Vi får i denne tid et stigende antal forslag til indlæg i takt med, at Berlingske får flere læsere. Derfor er der ofte stort tryk på, og det fører til, at vi også må sige nej tak til ting, der ikke er spor i vejen med kvalitetsmæssigt. Nogle gange vurderer vi bare, at emnet og synspunktet allerede er blevet dækket af andre indlæg, og så er der ikke er plads til mere.

Venlig hilsen

Pierre Collignon “

 

Siden dette har jeg altså fået afvist yderligere 4 indlæg, så den stakkels debatredaktion er altså stadig under stort tryk!

 

Bedste hilsener

Petter

***

Summa summarum: Berlingskes læsere bliver trukket rundt ved næsen, og avisen er blevet værre end Politiken, hvor man jo forventer at blive præsenteret for et rødt menighedsblad.

Hvem Berlingskes (chef)redaktion er i lommen på vides ikke, men nuanceret og afbalanceret debat og nyhedsformidling kan man kigge i vejviseren efter på det tidligere så hæderkronede dagblad.

Afslutningsvis: Petter Mathisen pointerer, at Jyllands-Posten stadig optager hans indlæg i samme grad/frekvens som altid.

Helt så heldig er jeg pt ikke, men Petter Mathisen er da også en af de bedste (læserbrevs)skribenter i Danmark. 

Del artiklen her:
Exit mobile version