Kommentar af Ketil Wathne Rasmussen
”Jamen, hvad er dansk kultur? Og hvilket problem udgør Islam?
Det er gode spørgsmål som jeg hele tiden får som nationalkonservativ og folketingskandidat for Nye Borgerlige.
Dansk kultur er, set i forhold til resten af verden, præget af en meget atypisk tillid til sine medmennesker, frihed for individet, frisind, accept af anderledestænkende og en stræben mod lighed for alle, uagtet køn, religion, race eller seksualitet.
Vores kultur er det, som gør os til en af verdens mest godmodige, tolerante, tillidsfulde og ukorrupte folk. Det ligger indgroet i vores kulturelle DNA instinktivt at gøre modstand mod intolerance og undertrykkelse, racisme eller fremmedfjendskhed.
På den negative side er dansk kultur præget af en vis konfliktskyhed, naivitet, magelighed, passivitet og en smule manglende selvtillid. I en konflikt har danskere derfor en tendens til at bøje nakken, eller vende sig bort. Aggressiv adfærd vækker vores vrede, men vi vil oftest hellere ignorere den end at gå til modangreb, fordi vi har en kulturelt baseret tillid til det gode i mennesket, og at alle, inderst inde, er som vi, og at alt derfor nok skal ordne sig.
På godt og ondt skaber dette et fredeligt og tillidsfuldt samfund, hvor blodsudgydelser og alvorlig vold er reduceret til et minimum.
Vores kultur er så integreret i vores tankesæt, at vi fristes til at tro, der er tale om universelle værdier som alle stræber imod, uanset hvor i verden de kommer fra. Dette er langtfra tilfældet.
Disse danske karaktertræk og værdier er fraværende i rigtig mange kulturer, og det kan give alvorlige problemer, når vi konfronteres med kulturer med helt andre normer – først og fremmest for os selv.
Disse normer er eksempelvis fraværende i Islam og i muslimske kulturer. I Islam er frisind og individets ukrænkelighed fraværende. Konfliktskyhed, tolerance og passivitet ses som svaghed og som underkastelse. Tolerance mod anderledestænkende er ligeledes et fremmedord i Islam.
Islam-kritik straffes med døden eller med korporlig afstraffelse. Demokrati er ukendt, og når det endelig praktiseres, falder stemmerne til fordel for håndhæverne af totalitære, religiøse dogmer.
Denne undertrykkende intolerance og aggressive fremfærd, er danskere generelt set ikke kodet til at tackle.
Derfor bøjer vi nakken og føjer os, og håber, at med tiden bliver alt godt. Det gør det bare ikke, når modstanderen ikke deler vores helt fundamentale værdier og udnytter det vakuum der opstår, når vi viger og ikke vil forsvare os selv.
Som danskere er det enormt vigtigt, at vi forstår, at Islam-kritik og modvilje mod muslimsk kultur, hverken er intolerance, racisme eller fremmedfjendskhed. Modvilje mod Islam skyldes tværtimod vores kulturelt betingede kærlighed til frisind, ligestilling, tolerance, og demokrati.
Islam er i åben konflikt med alt, hvad vi har lært er rigtigt og forkert, moralsk, etisk og medmenneskeligt. Det skal vi ikke skamme os over. Det skal vi dyrke og fremme og glæde os over og være stolte af. For vores kultur er, som fundament for skabelsen af et harmonisk, civiliseret samfund, Islam suverænt overlegen.
Skulle du være i tvivl om sandheden i denne påstand, behøver du bare holde ethvert muslimsk land op ved siden af Danmark.
Men i mødet med en brutal kultur som den muslimske, kan vores kultur kun overleve, hvis vi er i stand til at gøre modstand, når det er nødvendigt, hvis vi er villige til at ranke ryggen, og finde vores stolthed frem.
Derfor er det også rystende, at vores politikere bare bøjer nakken og gør knæfald for Islam. Det er forkasteligt, at de velvilligt bidrager til at nedbryde vores kultur, som har taget århundreder at opbygge, og som de fleste mennesker, rundt omkring i verden, kun kan drømme om.
Det er ved at være sidste chance for at løfte hovedet.
Rank ryggen, Danmark!