Af Bent Jensen.
Det går muntert til, når de radikale politikere fester. I sin komiske bekendelse fortæller Kristian Hegaard, at han i hvert fald to gange har drukket sig så svinefuld, at han ikke kan huske, hvad han foretog sig. Men samtidig siger han, at hans handlinger – som han altså ikke kan huske – strider mod hans ”værdier”!
Hans parti håber dog, at ”Kristian” vender tilbage, og partiformand S.C. Nielsen ville selv med viden om hans bedrifter have gjort ham til minister.
I New York er guvernør Andrew Cuomo også gået til bekendelse og også gået af. Det er ham, der er anklaget for at have sendt flere tusinde svagelige ældre mennesker i døden på plejehjem.
Han var i 2020 på tale som Det demokratiske Partis præsidentkandidat og blev af partiets villige medier fejret som en ny Messias. Nu har han holdt en afskedstale, som var endnu mere komisk og vammel end Hegaards. Cuomo forsikrede grådkvalt, at han elsker alle i New York, så det må jo også omfatte alle dem, der døde på plejehjem efter hans ordre.
Fælles for det umage par Hegaard og Cuomo er den råddenskab, der har angrebet det politiske liv, medierne og kultureliten. Her gælder hæmningsløs selvudfoldelse. Og når de bliver afsløret, flæber de og beder om nåde. De er repræsentanter for en dødssyg civilisation, der er i galoperende opløsning.