CEPOS MOD TRUMP

Del artiklen her:

Af André Rossmann

Direktøren for den liberal-borgerlige tænketank CEPOS, Martin Ågerup, har udråbt Donald Trump som det venstreradikale Danmarks hadeobjekt nr. 1.

Med seks dages mellemrum har Martin Ågerup barslet med to Trump-fjendtlige indlæg. Det ene i Børsen, med overskriften ”Trump er lystløgner og en uegnet præsident”, det andet i Berlingske med overskriften ”Donald Trump er en afstumpet, hadefuld lystløgner”.

Lad os dvæle ved det sidste indlæg, som Berlingske har bragt den 15. feb. Martin Ågerup indleder det med at konstatere, at ”manden er folkevalgt præsident i et andet land – vi kan altså hverken gøre fra eller til”. Her ville det være logisk at droppe indlægget, men nej – Martin Ågerup havde brug for at udløse sin galde.

Cepos ellers fortrinlige direktør Martin Ågerup går helt galt i byen med sin vitriole kritik af Donald Trump.

Martin Ågerups første anklagepunkt gå ud på, at Trump er ved at nedbryde ”den liberale samfundsorden, som eksisterer i kraft af den fælles forståelse mellem borgerne, at samfundets institutioner er legitime”.

Hvad Ågerup overser er, at den protestbevægelse, som Trump har sat sig i spidsen for, skyldes netop manglende legitimitet i de eksisterende demokratiske institutioner. Disse institutioners legitimitet er betinget af, at befolkningen kan se logikken og føler sig hørt og taget med på råd. Det var ikke tilfældet i USA. I store dele af den amerikanske befolkning har der været en følelse af, at hele det politiske system var brudt sammen og kun virkede for de udvalgte.

Ifølge Martin Ågerup underminerer Trump retssystemets legitimitet qua ”en uhyrlig påstand om, at dommeren i sagen ikke var uvildig, fordi vedkommende var af mexicansk afstamning”. At ens etniske baggrund kan påvirke ens afgørelser, er velkendt, og det er kun logisk at sætte spørgsmålstegn ved, om en mexicansk dommer kan være 100 pct. objektiv og uvildig i en konfliktsituation mellem Trump og Mexico.

Når Trump opfatter de etablerede medier som ”løgnagtige”, hænger det sammen med, at medierne har drevet en ideologisk betinget hetz mod ham selv og hans protestbevægelse. Ligesom i Europa, herunder Danmark, har de etablerede medier i USA en venstreradikal slagside og driver agitatorisk virksomhed til støtte for en politisk korrekt globalistisk agenda. Det har skinnet og fortsat skinner igennem i de daglige journalistiske beretninger og TV-udsendelser.

 Trump ”undergraver hele idéen om den demokratiske samtale”, siger Ågerup. ”Alt hvad han ikke bryder sig om, afviser han som fake news”. I Danmark er de etablerede medier heller ikke meget for at give platform til og indgå i demokratisk dialog med nationalkonservative politikere og debattører, som man er uenig med og ikke bryder sig om.

Martin Ågerup er forarget over Trumps ”hadefulde udbrud mod mexicanere og muslimer”. Herhjemme kan tonen være ligeså barsk. Mens debatten om østeuropæeres adgang til den danske børnecheck kørte, blev østeuropæere kaldt for ”jordbærplukkere” af Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, som mente, at man ikke burde have mulighed for at sende børnechecken til hjemlandet, ”bare fordi man planter sine træsko i en jordbærmark en dag”. De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, har sammenlignet østeuropæere med ”græshopper”, som ”hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark”. Og Pia Kjærsgaard har talt for at afskaffe retten til børnecheck til ”bærplukkere og andre polakker”. Der var ingen hadefulde indlæg fra Martin Ågerup dengang.

Når det drejer sig om økonomisk politik, kender vi p.t. kun Trumps valgretorik. Alle med blot en smule kendskab til det politiske liv er klar over, at nytiltrådte ministre er 1-2 måneder om at sætte sig ind i deres respektive arbejdsområder og designe den nødvendige politik. Det gælder både danske og amerikanske ministre. Selv om der kun er gået 3 uger siden Trumps indsættelse som præsident, og selv om hans regering består af erhvervsfolk, som aldrig har beskæftiget sig med politik, får de ingen chance hos Martin Ågerup, som forlanger, at der skal ligge detaljeret og sammenhængende økonomisk politik fra dag 1.

Martin Ågerup slutter sit indlæg af med at sige, at ”vi må erkende, at Donald Trump ikke er en af vores”. Det fremgår ikke klart, hvem ”vores” er, men det må være det venstreradikale Hillary-elskende og Trump-hadende Danmark, denne bemærkning er henvendt til.

Del artiklen her:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


 

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.