Af Lars Hedegaard.
Der er noget særligt ved det danske socialdemokrati. Mens søsterpartierne i flere andre europæiske lande hænger i tovene, står Mette Frederiksen så stærkt, som S ikke har stået i årtier.
Senest har det britiske Labour måttet indkassere en sviende lussing ved suppleringsvalget i Hartlepool i det nordøstlige England, der har været en sikker Labour-kreds siden 1964 og blev anset for at tilhøre den ”Røde Mur” – Labours tidligere monopol på valgkredsene i landets nordlige del. Denne røde mur blev gennembrudt ved parlamentsvalget i 2019, der førte til tidligere partileder Jeremy Corbyns fald. Hans efterfølger, Sir Keir Starmer, har åbenbart ikke formået at vende partiets deroute.
Den traditionelle arbejderklasse har vendt Labour ryggen
Tallene taler deres tydelige sprog. Ved valget i 2019 fik Labour 37,7 pct. af stemmerne i Hartlepool, men må se partiets opbakning reduceret til 28,7 pct., mens De Konservative i samme periode er vokset fra 28,9 pct. til 51,9. Det er blot anden gang, at er regeringsparti – altså nu De Konservative – har vundet et mandat ved det suppleringsvalg. Det er tydeligt, at den traditionelle arbejderklasse har vendt Arbejderpartiet ryggen, og mismodet breder sig i Labour.
Som en Labour-aktivist beretter: Ved sidste valg var Labours vælgere vrede, fordi de i det mindste bekymrede sig om partiet. Nu gider de end ikke være vrede.
Labour-parlamentsmedlemmet Khalid Mahmouds kritik af partiet er nådesløs. Som han skriver i The Spectator: “Et London-baseret bourgeoisi, der støttes af brigader af woke krigere på de sociale medier, har i praksis overtaget partiet.” Denne overklasse er besat af identitetspolitik og har ikke meget at tilbyde Labours traditionelle kernevælgere blandt arbejderne.
Fremtrædende Labour-talsmænd har været mere optaget af at rive Churchills statue ned end at bygge partiet op, bemærker Mahmoud.
Ikke ret mange vælgere i at prædike multikultur
Noget tyder på, at det danske socialdemokrati har indset, at der ikke er ret mange vælgere i at prædike multikultur, græde over feltmadrasser fra Islamisk Stat, lægge hvide for had eller smide statuer i havnen.
Disse woke-standpunkter trækker godt med stemmer til De Radikale og Enhedslisten i storbyernes rige enklaver, men sælger ikke billetter ret mange andre steder – og skaffer i hvert fald ikke stemmer til Socialdemokratiet.
Det er Mette Frederiksen en af de få socialdemokratiske ledere, der har indset.