NewSpeek

AFGHANISTAN – EN KRIG VESTEN ALDRIG VIL VINDE – FOR HER ER LØGNE SOM I MELLEMØSTEN ET VIGTIGT VÅBEN

soldiers
Del artiklen her:

Af Peter Qvistgaard. 

På grund af løse rygter om en forbindelse mellem den afghanske leder Dost Muhammed og den persisk-russiske ekspansion sendte den britiske generalguvernør i Indien, lord Auckland, en hær mod Afghanistan i 1839. Englænderne trængte frem over Kandahar og Ghazni og erobrede hovedstaden Kabul.

I 1841 rejste indbyggerne i Kabul sig mod den afghanske leder og hans engelske beskyttere. For han var for “vestlig.” Oprøret bredte sig til hele landet. I januar 1842 rømmede de britiske tropper Kabul for at kæmpe sig tilbage til Indien. 

Én eneste englænder nåede frem til fortet i Jalalabad

Under retræten blev de dag og nat angrebet af afghanere, hvor især soldaternes koner og børn blev knivdræbt – ikke mindst af afghanske unge helt ned til 12-14års alderen. Til sidst lovede den afghanske leder Akbar Khan at sende de overlevende kvinder og børn til Indien. Akbar holdt sit ord, men for kolonitropperne gaves ingen pardon: Én eneste englænder ud af 3.000 soldater nåede frem til fortet i Jalalabad med budskabet om nederlaget i de afghanske bjerge.

Nyheden om den britiske hærs nederlag af en styrke på 16.500 mand, der drog fra Kabul til Indien, gik den 6. januar 1842 rundt om hele jorden. Kun feltlæge William Brydon kom frem til det britiske fort i Jalahabad en uge senere, og på spørgsmålet “hvor er hæren?” skal han have svaret: “Det er mig, der er hæren.

140 år efter (i 1979) invaderede Russerne Afghanistan. Og tabte – efter ti års ydmygende nederlag. 12 år efter prøvede USA at indtage Afghanistan. Og tabte. Eller sagt diplomatisk: Strategisk tilbagetog – efter 20 års nytteløs indsats.

Kærligheden til islam er større end til deres kvinder og børn

Hvorfor kan et lille, fattigt og primitivt land som Afghanistan gennem tiderne vinde over tre af Vestens største krigsmagter? Svaret er ligetil. Deres kærlighed til islam er større end kærligheden til deres egne kvinder og børn, der også i dag lever under kummerlige forhold. Forhold, som Vesten kunne have ændret til det bedre. Men afghanerne nægter at slippe deres onde, grusomme religion – lige som deres muslimske trosfæller i Mellemøsten heller aldrig vil gøre.

Jamen, vi så jo ”Det arabiske forår” 

– Jamen, vi så jo “Det arabiske forår”, hvor man i fx Ægypten ønskede demokrati og frihed, vil nogle af jer indvende. 

Undskyld, men det er desværre en myte, en skrøne og en løgn. For næsten ingen muslimer ønsker demokrati. Ganske enkelt fordi det vil gå imod deres elskede “religion”. Vi så det også i starten af borgerkrigen i Syrien, hvor især kvinder bevæbnet med geværer stod tårevældende frem på alverdens tv-kanaler og sagde, at de ønskede demokrati.
Nej, de ønskede, våben, penge og fødevarer fra Vesten, og nøgleordet til denne hjælp var, at man bare skulle sige ordet “demokrati”, så kom der straks hjælp fra masser af naive, vestlige regeringsledere.

Tror du mig stadig ikke, så kig fx på vore muslimske flygtninge i DK. Her går 77 procent ind for at følge koranens bud – og mange af disse er de, der for ti år siden skreg om demokrati hjemme i Mellemøsten. En tendens, der ligner den i det øvrige Europa.

Mod muslimernes løgne kæmper selv guderne forgæves

Konklusion: Mod muslimernes løgne kæmper selv guderne forgæves – som de også gjorde i Afghanistan i 1839.

Del artiklen her:
Exit mobile version