ÅBENT BREV TIL LASSE ELLEGAARD FRA SØREN K. VILLEMOES

Writing

Kære Lasse Ellegaard.

Som du ved, døde min far, journalist og musikanmelder Lars Villemoes, for et par uger siden. Det blev omtalt i Berlingske af Bent Blüdnikow umiddelbart efter, mens din egen avis Information tog notits onsdag. Jeg har også selv skrevet om det i Weekendavisen.

Blüdnikow beskrev et afgørende punkt i min fars liv: Da han som den første journalist herhjemme kunne fortælle om Blekingegadebandens ideologiske forhistorie og ophav i det venstreekstreme Kommunistisk Arbejdskreds (KAK).

Det gjorde han i Dagbladet Information i 1989-90. Det vakte en større furore. Artiklerne blev mødt med vantro af læserne, hos tidens fremtrædende venstreintellektuelle og ikke mindst på Informations redaktion i Store Kongensgade.

Store dele af redaktionen brød sig ganske simpelt ikke om min fars artikler. De mente, at hans dækning tilsvinede venstrefløjen samt bidrog til politiets opklaring af sagen. Man skulle umiddelbart tro, at særligt sidstnævnte var et tegn på god og grundig journalistik, men dengang blev det opfattet som stikkervirksomhed.

Ja, det brød ligefrem med »fundamentale journalistiske principper«, lod vigtige skikkelser med rynkede pandefolder vide (nærmere bestemt de tre venstreintellektuelle kriminologer Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard i deres kronik i Information den 7. juni 1989). Det er godt nok principper, ingen har hørt om hverken før eller siden, men dengang blev de af mystiske grunde taget alvorligt.

Modstanden mod min fars artikler blandt læserne og internt på avisen var så massiv, at hans daværende chefredaktører, Lars Hedegaard og Peter Wivel, måtte afsætte tid og kræfter til at skærme deres journalist, så han kunne udføre sit arbejde. De gjorde deres pligt som redaktører.

I 1990 erstattede du Wivel og Hedegaard som chefredaktør på Information. I Berlingske skrev Blüdnikow, at du herefter pressede min far væk fra sagen. Det er sandt. Det gjorde du. Men du har hårdnakket benægtet det de seneste snart 30 år. Ikke mindst i lørdags, hvor du i et læserbrev i Berlingske nok engang gentog din gamle løgn om, at du gerne så min far fortsætte med at dække sagen i Information.

Ville tækkes venstrefløjen
Min far kan ikke selv svare. Som hans eneste barn svarer jeg meget gerne på hans vegne. Sandheden er, at du fratog min far muligheden for at følge retssagen mod Blekingegadebanden ved at tage hans reserverede plads i retssalen fra ham.

Det er et uomgængeligt faktum.

Et brev fra Østre Landsret dateret til den 13. juni 1990, som jeg har fundet i min fars gamle papirer, viser, at der kun var én plads reserveret til Information i retssalen. Og den gav du til en journalistpraktikant, der fik til opgave at referere retshandlingen. At praktikanten blev sat til at dække sagen, skriver du selv i en leder på forsiden af Information 15. september 1990.

Hvordan i alverden skulle min far kunne dække en sag, du nægtede ham at følge? Alle med øjne i hovedet kunne se, at du satte min far af sagen. Du gav hans kritikere ret og placerede ham i en journalistisk set umulig position. Du har måske haft held til at overbevise en enkelt naiv kollega eller to om andet, men du narrer næppe andre. Så dum er offentligheden trods alt ikke.

Hvorfor gjorde du det? Svaret er ligetil, og du har da også selv indrømmet det i bisætninger, tilsyneladende uden selv at være klar over det. I 2008 begrundede du over for Information blandt andet din beslutning med, at den ville »sikre os mod flere angreb fra en frustreret venstrefløj.« Her står det. Sort på hvidt. Du fjernede min far for at tækkes de vrede venstreorienterede.

Det er dine egne ord. Stå dog ved dem.

Ingen faktuelle fejl
For at forstå hvor useriøse dine argumenter mod min far var og stadig er, skal man blot kigge lidt på din øvrige tid som chefredaktør på Information. Lad os tage din (afdøde) ven og kollega Jan Stage.

Han var en lystløgner. Det vidste du udmærket. Ikke desto mindre lod du ham dække Balkankrigen, vel vidende at han ofte sad på sit hotelværelse med en skrivemaskine og bandt læserne historier på ærmet.

Men hans løgnagtige reportager rykkede jo ikke ved deres verdensbillede, de skabte hverken vrede eller mistro, ingen venstreintellektuelle beskyldte ham for at bryde med fundamentale journalistiske principper (hvilket han faktisk gjorde).

Til gengæld skrev han godt. Så hvorfor ikke kræve det samme af ham, som du krævede af min far?

Sagen er meget klar og lige til. Efter 30 år har ingen endnu kunnet påvise en eneste faktuel fejl i min fars artikler. Tværtimod har eftertiden kun bekræftet, hvad han skrev om sagen. Dine anklager om manglende objektivitet fra hans side (som du har gentaget talrige gange gennem årene) var det rene vrøvl.

Du tog fejl.

Min far var en besværlig mand, umulig at arbejde sammen med og møgirriterende for enhver redaktør. Jeg forstår udmærket, hvis du ikke kunne holde ham ud. Men hans artikler var der intet i vejen med. Det har stået klart i mange år.

Opgøret med venstrefløjens voldelige skyggesider burde være taget i Information. Det var jo venstrefløjens egen avis. Opgøret var allerede begyndt under Hedegaard og Wivel. Det var en helt unik historisk mulighed, du havde mellem hænderne.

I stedet blev opgaven på grund af dig udliciteret til borgerlige medier som Berlingske Tidende og Weekendavisen, så venstreorienterede let kunne afskrive det som ondsindet højrefløjspropaganda.

Ubehagelige kendsgerninger
Siden har den yderste venstrefløj da også fulgt opskriften fra dengang: Hvis en sandhed er ubekvem, så flyt opmærksomheden til kritik af statsmagten og medierne. Det virkede dengang, og det virker nu. Du har gjort dit til, at det er sådan. Venstrefløjen er et dummere sted, end den burde være, på grund af folk som dig.

Du svigtede din egen journalist, du svigtede din avis, og du svigtede dine læsere.

Børge Outze ville græmme sig. Du prioriterede Jan Stages lækre løgne og fiktion over min fars rystende sandheder. Hvad kalder man egentlig en journalist, der vælger trygge løgne frem for ubekvemme sandheder?

Daværende chefredaktør på Weekendavisen Tøger Seidenfaden havde et i tiden beundringsværdigt klarsyn. Jeg vil lade ham få det sidste ord og citere et svar, han skrev til en af dine ledere i 1990:

»Lad mig afslutningsvis tilføje, hvad jeg tror, mange uden for det journalistiske miljø allerede har fornemmet: Den omfattende polemik om pressens dækning af Blekingegadesagen, som også kritikken af Lars Villemoes i Information og i Det Fri Aktuelt er en del af, handler kun i meget begrænset omfang om journalistiske arbejdsmetoder, kildekritik, etik og så videre. Den er først og fremmest udtryk for en massiv ideologisk forskydning. Det er mere behageligt at mistænkeliggøre journalister end at forholde sig til en efterhånden indlysende, men ubehagelig kendsgerning: Også på dele af den danske venstrefløj har der været grobund for politisk kriminalitet og for den terroristiske mentalitet.«

Med venlig hilsen

Søren K. Villemoes

Journalist og debatredaktør på Weekendavisen og søn af Lars Villemoes (1953-2019).

(Artiklen har været trykt i Information 06.12.19)