NewSpeek

2 x LARS HEDEGAARD OM CANADA

trucks
Del artiklen her:

Af Lars Hedegaard.

Den canadiske politistat slår til
Med undtagelsestilstanden er Canada med et snuptag blevet et diktatur, og nu får de utilfredse pisken at føle.

Politiet – nogle af dem til hest – bliver sat ind mod demonstranter. Truckernes lastbiler bliver konfiskeret. Lederne sat i fængsel. Regeringen får bankerne til at indefryse modstanderes konti. Folk, der har givet penge til truckerne, bliver hængt ud af regeringstro journalister. Og for at det ikke skal være løgn, vil den lille tyran i Ottawa tage de opsætsiges kæledyr, som skal aflives efter nogle dage, og han truer med at fjerne deres børn. Det eneste, der mangler, er koncentrationslejre.

Nu har selv det ærværdige og normalt forsigtige ugemagasin, The Spectator, fået nok af Trudeaus bøllemetoder. Han har, skriver bladet, hele tiden håbet, at truckerdemonstrationerne ville udvikle sig voldeligt, men de fredsommelige demonstranter har ikke givet ham noget at arbejde med. Derfor har han bevidst ladet krisen udvikle sig i stedet for at tale med de utilfredse.

Spectator fortsætter: Det begynder at blive klart, at Trudeaus ageren intet har med covid at gøre, men handler om magt. Canadierne skal lære, at retten til et normalt liv er et privilegium, som de får skænket af staten. Såvidt Spectator.

Det er flere gange blevet anført, at de fleste canadiere støtter Trudeaus hårdhændede metoder, men det er ikke ukendt, at diktatorer nyder folkelig opbakning. Hitler var enormt populær i 1941. Fire år senere høstede tyskerne frugterne.

Canada afskaffer demokratiet

Med en vælgertilslutning på 16 pct. har Canadas premierminister, Justin Trudeau, besluttet at aktivere landets såkaldte Emergencies Act. Den blev indført i 1988 og tager sigte på en situation, der ikke kan klares under den gældende lov, som når der foreligger en trussel mod Canadas selvstændighed. Trudeau har med andre ord erklæret undtagelsestilstand. Man kunne også kalde det krigsretstilstand.

Trudeau har i et par uger været i konflikt med lastbilchaufførerne, som har blokeret veje og broer for at tvinge ham til at opgive coronarestriktionerne. Fem af Canadas ti provinser har allerede gjort det i vekslende grad, men Trudeau lader sig ikke rokke og vil ikke forhandle med truckerne.

Interessant nok nævnte Trudeau ikke corona under mandagens pressekonference, hvor han meddelte sin beslutning. Derimod gjorde han det klart, at undtagelsestilstanden skal bruges til at bekæmpe “uacceptable synspunkter”.

Det er foreløbigt uklart, i hvilken grad Trudeau vil bruge de redskaber, som han har tiltaget sig, men undtagelsestilstanden giver ham ubegrænset magt til at knægte ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, knække enhver opposition, arrestere og fængsle kritikere og modstandere, indføre interne pas for at kontrollere canadiernes bevægelser, beslaglægge deres bankbeholdninger og fratage uefterrettelige virksomheder retten til at drive forretning – og naturligvis beslaglægge truckernes køretøjer, pålægge truckerne store bøder og ophæve deres bilforsikring.

Mange vil nok sige, at premierministeren hermed har afskaffet friheden, men det vinder tilslutning i de fleste canadiske medier, der ligesom i USA og herhjemme er stærkt venstreorienterede. På visse “liberale” kommentatorer forstår man, at frihed er et højreekstremistisk begreb.

Indtil nu har trucker-demonstrationerne været fredelige, men Trudeau vil åbenbart provokere dem til at blive voldelige.

Han har i øvrigt intet mod vold, bare det er de rigtige voldsmænd. Da terrorister nedbrændte 50 katolske kirker, udtrykte Trudeau sympati med gerningsmændenes motiver. Han kunne godt forstå deres reaktion på baggrund af Canadas historiske ondskab.

Trudeau vil ikke indsætte militæret, meddelte han på pressemødet, men det er ikke fordi, han ikke har forsøgt. Mange af truckerne har en militær baggrund og venner og familie i militæret og politiet, og af dem fortæller, at premierministeren sidste uge prøvede at mobilisere hæren, som dog ikke skulle nyde noget.

En talsmand for truckerne siger, at Trudeau er en general uden en hær og dermed et fjols. Vi får se, hvordan det ender.

Kilder til denne beretning er bl.a. Fox News, The Federalist, Rebel News og New York Post.

Del artiklen her:
Exit mobile version