Af Lone Nørgaard.
Jeg havde nedenstående læserbrev i Ekstra Bladet d. 9. juni.
Endelig ser han lyset
‘ Mundbind er ikke et super-effektivt middel,’ udtaler Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimental virologi ved Københavns Universitet.
Endelig har regeringen og DR’s yndlings-mikrofonholder set lyset! Om end sandhedsværdien kommer an på vinklen.
Sundhedsfagligt er mundbindet ikke bare nyttesløst – det er decideret skadeligt på den måde, som det i praksis er blevet (gen) brugt. Derimod er mundbleen ekstremt effektiv som propaganda! Konstant bliver borgerne mindet om en meget, meget, farlig sygdom.
Godt nok totalt ude af trit med kendsgerningerne og de faktiske tal på indlagte og døde (smittetallet er underordnet), men skræmmekampagnen har vist sig Goebbels værdig.
***
Og så et indlæg i Jyllands-Posten trykt d. 6. juni – til min store og glædelige overraskelse!:
Danskerne har blind tillid til staten. Desværre
Jeg var ved at falde ned af min kontorstol, da jeg læste Michael Böss’ kronik i JP 21/ 5 under den sigende overskrift: »Mundbind, afspritning og afstand har været små ofre i en større sags tjeneste«.
Var den kloge mand gået grassat i en flirt med en stadig mere kommunistisk stat, der målrettet arbejder på at styre vores liv fra vugge til krukke? Åbenbart, når han bl. a. skriver: »Under pandemien har staten vist sig som borgernes og samfundets ultimative “forsikringsselskab” og den eneste instans, der er stærk nok til at garantere både individets og kollektivets tryghed«.
Han fortsætter: »Samtidig er vi blevet bekræftet i, at selv om det civile samfund og staten er to forskellige ting, så hører de sammen og tjener det samme formål: at sikre os et liv i frihed og sikkerhed«.
Læs lige det sidste udsagn om frihed i lyset af et rædselsår, hvor borgerne er blevet trukket rundt ved næsen med kvarte sandheder om covid-19 som en meget farlig sygdom. Til trods for et minimalt antal indlagte og dødsfald, forsvundne mails, unødvendig minklikvidering, fejlbehæftede PCR-test og totalt vilkårlige ned-og oplukninger af samfundet.
Godt nok skriver Böss, at i »den seneste måling fra Freedom House bliver det dokumenteret, at mange regeringer rundtomkring i verden har benyttet pandemien til at indføre indskrænkninger af borgernes frihed, og at det ser ud, som om de ikke har til sinds at ophæve dem, når krisen er ovre« – men i stedet for at råbe vagt i gevær over det massive angreb på vores frihedsrettigheder begynder kronikøren at tale om pligter.
Böss køber helt og aldeles og ukritisk ind i den statslige fortælling
Böss køber helt og aldeles og ukritisk ind i den statslige fortælling: »At vi er kommet forholdsvist nådigt gennem krisen, er i høj grad regeringens og myndighedernes fortjeneste«.
Nej, Michael Böss. “Vi” er slet ikke kommet nådigt igennem denne krise. Mange små og mellemstore virksomheder har lidt grumt, i det omfang de ikke har måttet dreje nøglen om, børn og unge har ikke kunnet komme i skole, vi har ikke kunnet gå i fitnesscenter eller til motion, en række andre sygdomme er blevet nedprioriteret eller gledet ud i mørket, stigende vold i konfliktfamilier, restriktioner på plejehjems-og hospitalsbesøg med stor ensomhed til følge osv., osv., osv.
Til gengæld har Böss fat i en afgørende pointe med replikken: »Men det var ikke lykkedes, hvis ikke det store flertal af os havde valgt at udvise tillid til deres vurderinger og beslutninger«. Bingo! For første gang i mit liv begræder jeg, at Danmark er et tillidssamfund.
Hvorfor? Fordi befolkningen desværre har tillid til de statslige myndigheder. DR og TV 2 tør ikke sætte fokus på f.eks. epidemiloven ved at give kritiske læger og jurister taletid, men giver mikrofonen til de velkendte nikkedukker med den altid bekymrede Allan Randrup Thomsen som yndlings-” ekspert”.
Tilliden til statsmagten er da også grunden til, at lige præcis Danmark er udvalgt som testland for vaccinepas.